Musikalsk kram: Olde Lizzie overrasket af oldebørn
Foto: Caspar Birk
Lizzie Mogensen i sin kørestol på plejehjemmet Klitrosen i Klitmøller.
89-årige Lizzie Mogensen fra Klitmøller er blandt de mange plejehjemsbeboere, der har måttet undvære familiebesøg på grund af corona. Derfor ville familien give hende en kærkommen overraskelse.
Musikerne Mai Skytte og Lasse Sandkamm var i fredags i Klitmøller for at besøge 89-årige Lizzie Mogensen, der bor på plejehjemmet Klitrosen. Musikerparret er sendt i byen af TV2 Nord for at overraske og glæde nordjyder, der er blevet indstillet til et musikalsk kram, fordi netop de har brug for det i disse coronatider.
Og det kan godt være, at Olde Lizzie - som hun bliver kaldt - ikke kan se, men hun kunne klart høre, hvem der havde sendt hende en videohilsen.
- Det er min familie. Hvordan kan det lade sig gøre?
- De er på iPad'en. De har sendt en video til TV2 Nord, fortalte en plejehjemsansat.
- Nej, hvor er det smart, lød det fra Lizzy Mogensen tydeligt opmuntret af ordene fra oldebørnene Albert og Marie samt barnebarnet Maja Kejser og hendes mand Christoffer Kejser.
Ét besøg på et år
Familien ved endnu ikke - på grund af coronarestriktioner - om de fysisk kan fejre fødselsdag sammen med Olde Lizzie, når hun 7. marts runder 90 år. Og bortset fra en enkelt gang på afstand i sommer, har de ikke været sammen med hende siden fødselsdagen for snart et år siden.
Så var det tid til den ønskede sang - Lille Idas sommervise - som oldebarnet Marie Kejser har sunget for Olde Lizzie ved flere lejligheder.
Mai Skytte havde af områdeleder Lotte Bloch fået lov til at synge uden mundbind på. Det skyldes, at samtlige beboere på Klitrosen blev færdigvaccineret i slutningen af januar.
Resten af holdet bar mundbind og alle holdt sig på mindst to meters afstand af såvel Lizzie Mogensen som resten af beboerne, der også fik lov til at nyde sommervisen, som Astrid Lindgren skrev til filmen "Emil og grisebassen" fra 1973.
Du kan se et længere indslag om Olde Lizzies musikalske overraskelse her: