OPDATERET: Efterlyst surfer er kommet i land i god behold
Foto: Michael Pennerup, Kanal Frederikshavn
Arkivfoto.
Politi og beredskab ledte lørdag eftermiddag efter en surfer, der angiveligt er forsvundet ud for Klitmøller. Han blev senere hjulpet i land af en anden surfer.
OPDATERING KLOKKEN 18.07: Forsvarets helikopter var i luften, og to både var på vandet lørdag eftermiddag for at lede efter en surfer ud for Klitmøller.
Surferen forsvandt af syne kort før klokken 16 lørdag eftermiddag, og kun surfbrættet var set flyde rundt i vandkanten.
- Man kan ikke sige noget om personens påklædning, men det er formentligt en våddragt, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen til TV Midtvest.
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyste vidner, der kunne have oplysninger i sagen - også om surferen eventuelt var kommet i land ved egen hjælp:
Redningsaktion i klitmøller. 1 person set 500 meter ude i havet. Hans surfbrædt flyder i strandkanten. Er han kommet ind ved egen kraft ? vidner søges. Vagtchefen.
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) August 18, 2018
Klokken 18.01 kunne politiet så på Twitter meddele, at eftersøgningen var afblæst - surferen var blevet hjulpet i land af en anden surfer.
Redningsaktionen Klitmøller indstillet. Flere bekræfter at den nødstedte er hjulpet i land af anden surfer og har det godt. Er taget væk fra området.
— Midt- & Vestjyllands Politi (@MVJPoliti) August 18, 2018