Sommertørke sætter kedelig rekord: 1000 naturbrande bare i juli

Sommeren 2018 sætter rekord i antal tørre sommerdage - og det kan ses på antallet af udrykninger til naturbrande.

Det kræver ikke mere end en enkelt køretur rundt i det nordjyske landskabe, før man støder på en markbrand eller en naturbrand - og måske endda flere i løbet af en dag.

Denne sommer sætter nemlig ikke bare rekord som den tørreste i mange, mange år. Den sætter også rekord i antallet af brande i naturen, meddeler Beredskabsstyrelsen. 

Normalt rykker det danske beredskab ud til cirka 175 naturbrande i juli og omtrent 1200 af slagens på et helt år. Men alene i juli er der indtil videre registreret flere end 1000 udkald til naturbrande, lyder optællingen. De seneste tre dage har der været over 200.

Fire brande på et kvarter

Også Nordjylland tegner sig for en god portion af de brande. Siden onsdag har brandfolk fra det meste af Jylland været samlet ved Dokkedal, hvor en markbrand var tæt på at sprede sig til både Lille Vildmose og Tofte Skov og siden forvandlede sig til en farlig mosebrand. Og torsdag eftermiddag blev der registreret to brande ved Hobro, to ved Farsø og to mere ved Løgstør inden for få timer. 

Fredag formiddag er brandfolk rykket ud til en naturbrand i Østerild Klitplantage. Og fredag eftermiddag er der udbrudt volsom markbrand ved Hjørring i forbindelse med høstarbejde.

- Det understreger jo desværre, at der er tale om en ekstrem og alvorlig situation denne sommer, fortæller Bjarne Nigaard, sekretariatschef for Danske Beredskaber.

- Vores dygtige folk der ude løber rigtig stærkt, og naturbrand er altså ikke nogen nem disciplin. Vi klarer tingene indtil videre, og det skal vi også nok gøre resten af sommeren, takket være den flotte og ekstraordinære indsats fra mandskabet. Men hvis denne type sommer bliver den nye normalsommer, så er der alvorligt behov for at se på, om vores ressourcer og materiel skal opjusteres til formålet i fremtiden, siger Bjarne Nigaard.

Overhold afbrændingsforbud

Mange af brandene opstår i forbindelse med landmændenes høstarbejde. Her skal der ikke meget til - bare en enkelt sten på et skærebord - før der opstår en gnist. Og på en knastør kornmark kan ilden sprede sig med lynets hast. Men Danske Beredskaber garanterer, at der er danske brandfolk nok til at håndtere alle udrykninger - også selv om der i disse dage er sendt folk til Sverige for at hjælpe med de store skovbrande der.

- Vi har døgnet rundt cirka 1800 mand på vagt over hele landet, og det er fuldstændig uændret i disse dage. Vi har en samlet styrke på godt 9000 mand at tage af i form af fuldtidsansatte, deltidsfolk og frivillige, siger Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.

For at undgå forekomsten af brande har Danske Beredskaber udstedt et landsdækkende afbrændingsforbud, der forbyder al brug blandt andet kulgrill og ukrudtsbrændere.

Desværre opstår der stort set dagligt farlige situationer, fordi danskerne ikke er gode nok til at respektere forbuddet. Det har fredag fået Danske Beredskaber til overfor TV2 News at indskærpe opfordringen til at følge reglerne i forbuddet.

Forbuddet gælder enhver brug af eller afbrænding af:

  • Ukrudtsbrænder
  • Bål
  • Brug af kulgrill, herunder engangsgrill
  • Åben ild på offentlige naturområder med vegetation
  • Halm, halmstakke og lign. der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
  • Haveaffald
  • Affald fra skovbrug
Under forudsætning af konstant opsyn, og at man har egnede slukningsmidler i nærheden, så er det tilladt at bruge gasgrill, trangia og lignende på fast og ikke-brændbart underlag på egen ejendom, ved sommerhuse, campingpladser, feriecentre og restauranter.
Desuden er erhvervsmæssig håndtering af arbejde, jævnfør reglerne for varmt arbejde, tilladt, hvis det ikke er en del af ovenstående.
Det brænder flere steder i Nordjylland i de her dage

 


Seneste nyt

fra Nordjylland