23-årig død efter arbejdsulykke på Skoleskibet Danmark

Manden arbejdede i en mast på skibet, da ulykken skete.

En 23-årig mand er kort efter klokken 13 onsdag død efter en arbejdsulykke tidligere onsdag på Skoleskibet Danmark under et værftsbesøg i Assens, oplyser Fyns Politi.

- Det er en tragisk sag, siger Kenneth Taanquist, vagtchef hos Fyns Politi.

Den 23-årige, der er en del af besætningen på skoleskibet, arbejdede i en mast på skibet, da han omkring klokken 11,45 faldt ned.

- Han blev kørt til Odense Universitetshospital (OUH), oplyser vagtchefen.

Men klokken 13,19 blev manden erklæret død. De pårørende er underrettet.

Hjemmehørende i Frederikshavn

Politiet, Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsen efterforsker nu sagen.

Skoleskibet Danmark er hjemmehørende i Frederikshavn, og det er elever fra uddannelsesinstitutionen Martec i Frederikshavn, som led i uddannelsen som ubefarne skibsassistenter er på togt med Danmark.


Seneste nyt

fra Nordjylland