Aalborg-spiller grædefærdig efter kæmpe forløsning
Foto: TV2 Sport
Martin Larsen scorede sit første håndboldmål siden 2021, da Aalborg spillede uafgjort mod Ribe-Esbjerg.
Efter otte minutter kom kampens suverænt største jubelbrøl.
Her kom Aalborg Håndbolds Martin Larsen nemlig på måltavlen for første gang mod Ribe-Esbjerg. Og det var ikke bare hans første mål i kampen. Det var hans første siden december 2021, hvor han blev slemt skadet.
Comebacket på banen kom for et par uger siden, men det første mål kom altså lørdag eftermiddag.
Det kom som en enorm forløsning for Larsen, og han kunne ikke holde tårerne tilbage, da TV 2 Sport fangede ham efter kampen. Det gjorde særligt stort indtryk, at han har haft sine holdkammeraters støtte hele vejen.
- Det er altid dejligt at føle sig værdsat – også af sine holdkammerater. De ved, hvor hårdt det har været. Det rører mig at mærke den glæde, de har på mine vegne, sagde Martin Larsen, hvorefter han holdt en lille pause for at samle sig.
- Det har bare været en sindssyg lang kamp … De er glade på mine vegne, og mine børn sidder oppe og kigger.
- Jeg har virkelig ventet på det her øjeblik. At være her igen er virkelig kulminationen på det her hårde arbejde, og det er også derfor, jeg bliver rørt. Det har været en lang kamp. Det er virkelig dejligt at høste frugterne af det nu, siger Larsen.
Nyder hvert et minut
Aalborg-bagspilleren blev korsbåndsskadet i december 2021. Han blev opereret to gange, hvilket har været med til at udsætte comebacket.
Men efter 16 måneder er han nu for alvor ved at være tilbage.
- Nu har jeg lige brugt et par kampe på at komme i gang – især defensivt. Så det var selvfølgelig megadejligt at se den første gå ind og få lidt selvtillid på den måde, siger han.
- Det er det, jeg har drømt om, når jeg har stået så mange timer i styrketræningslokale. Det var at komme tilbage og have en rolle i en eller anden forstand. Jeg ville give noget tilbage til holdet, fordi de har været tålmodige. Jeg nyder virkelig hvert sekund, jeg er på banen. Alle de minutter, jeg kan få, er fantastiske.
Martin Larsen endte med at score tre mål i kampen, der sluttede 36-36.
Dermed er de nu to point efter Skjern i slutspilspulje 1.