Alle 2-6-årige bør vaccineres mod influenza i år, siger SST
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Arkivfoto. Nu anbefales det fra Sundhedsstyrelsen, at 2-6-årige vaccineres mod influenza.
Grundet de seneste års coronarestriktioner frygter styrelsen, at vi får en hårdere influenza-sæson til vinter.
Som noget nyt anbefaler Sundhedsstyrelsen, at børn på to til seks år bliver vaccineret mod influenza. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
En afgørende årsag til den nye anbefaling er ifølge meddelelsen, at en stor del af alle influenzatilfælde i Danmark vil kunne undgås, hvis de cirka 300.000 børn i aldersgruppen tager imod vaccinen.
- Ved at vaccinere de 2-6-årige forventer vi, at vi kan bremse influenzasmitten markant, siger Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, i pressemeddelelsen.
- Samtidig vil influenzavaccination beskytte børnene selv og deres mindre søskende og ældre familiemedlemmer, der kan blive rigtig syge af influenza.
Influenzasmitte koster liv
En af grundene til, at det er netop de to- til seksårige, der er målgruppe for den nye anbefaling, er blandt andet, at det særligt er børn, der spreder influenza.
Her gælder det ikke bare, at de bliver oftere smittet og oftere udskiller større mængder virus, men også at de har sværere end voksne ved at overholde retningslinjer, der skal forebygge smittespredning.
Sundhedsstyrelsen skriver videre, at det desuden er en udfordring, at de seneste to sæsoner med coronarestriktioner har gjort, at vi nærmest ikke har haft influenza i samfundet.
- Vi må nok forvente – det er i hvert fald det, vi frygter – at vi får en hårdere omgang influenza til vinter end normalt og med mange smittede. Og så med coronaepidemien oveni, hvor vi slet ikke ved, hvad der sker, hvis man smittes med begge sygdomme, siger Helene Probst til Politiken.
Anbefalingen gælder foreløbigt i denne sæson, hvor det ifølge styrelsen på grund af coronavirus er særligt vigtigt at forebygge andre infektioner for at begrænse alvorlig sygdom hos sårbare grupper - og for at undgå at belaste sundhedsvæsenet.
Vaccine i næsespray
Sundhedsstyrelsen anerkender, at børn – som med coronavirus – sjældent bliver alvorligt syge af influenzavirus. Men de understreger, at sygdommen altså er mere alvorlig, end mange tænker over.
Vaccination mod influenza til børn gives som en næsespray
Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen
Således mistede omkring 1600 danskere ifølge Statens Serum Institut livet på grund af influenza i 2017-18-sæsonen, og næsten 7700 personer blev indlagt. Hovedparten var ældre borgere eller borgere, der enten var svækkede eller kronisk syge.
Derfor anbefales det nu også, at de små tager imod vaccinen. Men de skal ikke lægge arm til den til influenzavaccinen, lyder det fra styrelsen.
- Børnene skal ikke stikkes. Vaccination mod influenza til børn gives som en næsespray, siger Helene Probst.
Mulig dobbelt-epidemi
Frygten for et efterår med både en coronavirus og en voldsom influenzasæson har fået regeringen til at købe halvanden million ekstra vaccinedoser i år. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i sidste uge.
Og det giver ifølge Lars Østergaard, der er ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital og professor i infektionsmedicin, god mening. For der er, som Sundhedsstyrelsen også siger, begrundet risiko for, at influenzaen vender tilbage med større kraft end normalt.
- Vi kommer ikke til at vaccinere os ud af Delta-varianten, og derfor giver det også mening at vaccinere mod så meget som muligt – også mod influenza, sagde han tidligere til TV 2.
Børn, der ikke tidligere er blevet vaccineret mod influenza, skal vaccineres to gange med mindst fire ugers mellemrum for at være bedst beskyttet.