Dansk damedouble stolt over VM-bronze
Foto: Kazuhiro Nogi, Scanpix
Den nordjyske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl føler en stor stolthed over at have vundet bronzemedaljerne ved VM i badminton.
Der var både sved på panden og afklaret tale fra Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl kort tid efter, at den danske damedouble-drøm blev slukket ved VM i Glasgow i Skotland.
For selv om de i interview-området måtte sluge tanken om, at søndagens finale i damedouble bliver uden dansk deltagelse, så var Danmarks bedste kvindepar bevidst om, at de ikke kunne have gjort mere.
- Vi gjorde absolut alt, hvad vi kunne derinde, fordi det er det, vi gerne vil stå for. Vi giver aldrig nogensinde op, og det synes jeg også, at vi beviste i dag, men vi var ikke helt tæt nok på, så derfor er stoltheden over, at vi har knoklet os til en bronzemedalje også til at føle, siger Christinna Pedersen og uddyber:
- Den (medaljen, red.) betyder meget. Jeg er super stolt over, at vi endnu engang hiver en medalje til et stort mesterskab.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl var ellers kun et enkelt sæt fra at spille sig i finalen, efter at danskerne leverede et stort comeback i semifinalen mod det japanske par Sayaka Hirota og Yuki Fukushima.
Pedersen og Juhl havde tabt første sæt 21-17 og var bagud 7-14 i andet sæt. Alligevel formåede de at vinde sættet med 21-19, før tredje sæt blev tabt med 14-21.
- De gjorde det svært for os i dag. Vi nåede lige at snakke om, at selv om vi havde en føring i første sæt på 14-10, så følte vi faktisk hele tiden, at vi halsede lidt efter dem. De var over os, så kredit til dem, siger Christinna Pedersen.
- De var en lille smule hurtigere end os på det hele, så vi skulle hele tiden løse svære situationer, og selv om vi laver et vildt godt comeback i andet sæt, så var vi også lidt slidte.
Årsagen til nederlaget skal blandt andet findes i en svær optakt til turneringen, hvor den danske damedouble har kæmpet med sygdom og skader.
- Vi står i en semifinale, og vi er skide glade for, at vi er kommet så langt med den forberedelse, som vi nu har haft. Vi gider ikke tude over, at vi har haft nogle udfordringer undervejs hjemmefra, siger Kamilla Rytter Juhl.
Det har tydeligt kunne mærkes, at træningen ifølge den danske damedouble ikke har været lige så god, som den var forud for de olympiske lege sidste år, hvor Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt en sølvmedalje.
- Det må jeg indrømme, at jeg kan mærke i min krop. Der er ikke det overskud, og jeg har ondt i benene, siger Kamilla Rytter Juhl.