Det bliver ulovligt at køre på elløbehjul uden hjelm

Loven gælder først fra 2022, blandt andet på grund af risiko for coronasmitte.

Brugere af elløbehjul kan godt vænne sig til at bruge hjelm.

Fra 1. januar 2022 bliver det nemlig lovpligtigt at have hjelm på, hvis man kører på motoriseret løbehjul eller andre små motoriserede køretøjer.

Ifølge transportminister Benny Engelbrecht (S) er beslutningen truffet af hensyn til trafiksikkerheden:

- Vi skal alle kunne færdes trygt og sikkert i trafikken. Det gælder også løbehjulsbrugere, men det er desværre ikke altid tilfældet i dag. Vi er nødt til at gøre noget for at vende udviklingen, så færre kommer til skade.

Syv gange så stor risiko

For det er betydeligt farligere at hoppe på de eldrevne transportmidler, end det er at tage cyklen, viser en evaluering fra Færdselsstyrelsen.

Faktisk er der syv gange så stor risiko for at blive involveret i en ulykke i trafikken, hvis man kører på motoriseret løbehjul, sammenlignet med hvis man kører på cykel.

Derfor skal det nye lovkrav om hjelm blandt andet forhindre nogle af de hovedskader, som ulykkerne forårsager.

Andre små motoriserede køretøjer som eksempelvis eldrevne skateboards er også omfattet af den nye lovgivning.

Hos Voi, som står for flere af de eldrevne løbehjul i Aalborg og resten af landet, mener de ikke, at man sætter ind det rigtige sted med de nye krav.

- Vi er lidt ærgerlige over, at det fra 2022 bliver et decideret lovkrav at køre med hjelm på elløbehjul. Målet må være at reducere antallet af ulykker, og vi mener ikke, at et lovkrav om hjelm er det bedste tiltag. Vi havde hellere set et en større indsats med oplysning og uddannelse, som har givet gode resultater med at få flere cyklister til at bære hjelm, siger Kristian Agerbo, direktør for politik og byudvikling i Voi.

Coronavirus udskyder proces

Selvom loven først gælder fra 2022, er der ingen grund til at vente med at skaffe sig en hjelm, mener transportministeren:

- Man kan lige så godt begynde at bruge det med det samme, hvis man har sit eget elløbehjul, siger han til TV 2.

Grunden til, at hjelmene først bliver lovpligtige om et år, har dog ikke kun med trafiksikkerhed at gøre.

Det forventes nemlig, at virksomhederne bag de offentligt tilgængelige løbehjul vil indføre hjelme, der hører med til løbehjulene.

Og under den nuværende coronapandemi kan det medføre en smitterisiko, hvis brugerne skal dele hjelm med andre, siger Benny Engelbrecht. Det er en af årsagerne til, at loven først vil gælde fra om et års tid.

- Vi skal gerne være sikre på, at der er styr på coronasmitten, så derfor indfører vi det først fra 2022, så alle har mulighed for at indstille sig på det.

Udskældte køretøjer

Elløbehjulene har fået massiv kritik gennem det seneste år for at ligge og flyde i gadebilledet, og en række partier i Københavns Borgerrepræsentation har foreslået et forbud eller regulering af udlejningen af elløbehjul.

Men selvom de farverige transportmidler er blevet voldsomt udskældt, har den nye lov intet at gøre med, at man vil gøre det sværere for elløbehjulsfirmaerne, siger Benny Engelbrecht:

- Tværtimod. Det har været en idé, der blandt andet har været født af branchen selv, fordi der jo altså desværre er alt for mange, der kommer til skade på elløbehjulene, siger han til TV 2.


Seneste nyt

fra Nordjylland