Foto: Per Frank Paulsen

DSB forventer normal drift klokken 10, men ulykke giver udfordringer over hele landet

DSB opfordrer til, at man orienterer sig på DSB's hjemmeside samt Rejseplanen.dk.

I samarbejde med tv2.dk

Der har ikke kørt tog over Storebæltsbroen, siden lyntog 210 forulykkede cirka klokken 07.35 onsdag morgen, da det blev ramt af en lastbiltrailer fra et godstog.

Seks personer omkom og 16 personer blev kvæstet. 

Siden ulykken har Havarikommissionen arbejdet på ulykkesstedet for at bistå opklaringsarbejdet og for at komme med anbefalinger til at sikre, at det ikke kan ske igen.

Der er derfor blevet arbejdet på skinnerne på lavbroen over Storebælt, og der har været dykkere i vandet for at lede efter vragdele.

DSB oplyste onsdag aften, at man tidligst forventede at have normalt drift klokken 10.00 torsdag. Indtil da skal passagerer med togbus mellem Nyborg og Korsør. Den prognose ser ud til at holde:

- Banedanmark arbejder med at klargøre spor og køreledninger, så man her fra klokken 10.00 til formiddag igen kan køre tog mellem Nyborg og Korsør. Men indtil klokken 10.00, vil der forsat køre busser i pendulfart på strækningen, siger informationschef hos DSB, Tony Bispeskov.

Ændringer på DSB’s landsdækkende tog

Onsdag gav ulykken udfordringer på vejbanerne over Storebælt, hvor der var lange køer, fordi hastigheden var sat ned til 50 kilometer i timen.

Vores råd er, at de skal tage tidligere afsted.

Informationschef DSB, Tony Bispeskov.

Men også på togstationer på hver side af bæltet var der mange mennesker og fyldte tog og togbusser.

Det må man også forvente torsdag, siger Tony Bispeskov:

- Til dem der skal krydse Storebælt for at komme på arbejde eller i skole er vores råd, at de skal tage noget tidligere afsted. Det tager simpelthen længere tid at komme frem, da man skal skifte over til togbus.

Banedanmark har givet en prognose, der siger, at DSB vil kunne køre normal drift fra klokken 10.00, og det er fortsat, hvad DSB arbejder efter:

- Banedanmark gav os den prognose onsdag aften, og det betyder, at vi indretter os efter det. Men det er selvfølgelig først i det øjeblik, at Banedanmark siger, at køreledningerne hænger, som de skal, at vi kan sætte togene i gang igen. Ikke et sekund før, siger siger Tony Bispeskov.

Tony Bispeskov oplyser, at ændringerne over Storebælt også giver udfordringer på virksomhedens andre landsdækkende tog. Herunder Intercity og Intercity Lyntog. Han opfordrer derfor til, at man orienterer sig på DSBs hjemmeside samt Rejseplanen.dk.

Kort før klokken 19.30 gik Banedanmark og politiet i gang med at bugsere godstoget væk fra stoppestedet kort efter broen. Og lige efter 21.30 flyttede man lyntoget. Begge togsæt blev kørt til et afspærret og afskærmet område ved Nyborg, hvor de vil blive yderligere undersøgt, oplyste Fyns Politi.

Ulykken blev den værste togulykke i Danmark i mere end 30 år.