Femårig pige død efter legeulykke
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST
Moren fandt pigen hængende livløs ved en rutsjebane i haven.
En femårig pige afgik tirsdag aften ved døden efter en ulykke i sin families have i Aars i sidste uge.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard til TV 2.
- Vi blev underrettet om dødsfaldet tirsdag aften, fortæller han.
Det var pigens mor, der fandt pigen hængende livløs ved en rutsjebane, oplyser Nordjyllands Politi, der betragter sagen som "en tragisk ulykke" i forbindelse med leg.
Ulykken skete onsdag i sidste uge og i den forbindelse fortalte Poul Fastergaard til TV 2:
- Pigen har leget i et legetårn, hvor der er en rutsjebane. Og på et håndtag på siden af rutsjebanen hænger der en snor, som hun på en eller anden måde får viklet om halsen, sagde han.
Slog alarm med det samme
Den lille piges mor slog straks alarm, og der blev sendt ambulance, lægehelikopter og politi til stedet.
Selvom pigen var livløs, da hun blev fundet, lykkedes det for redningsfolk i første omgang at genoplive hende.
Hun var dog stadig bevidstløs, da hun blev kørt med eskorte til Aalborg Sygehus.
Da pigen legede alene i haven, er der ikke nogen vidner til, hvordan ulykken helt præcist skete.