00:30

Her falder regnen lørdag

Et regnvejr skal passere Danmark i dagens løb - men ikke alle får lige meget.

I samarbejde med tv2.dk

Weekendens første dag kommer til at byde på både solskin i dele af landet, mens et regnvejr fra det nordvestlige Jylland vil brede sig mod syd og øst.

Lørdag morgen regner det i den nordvestlige del af landet, hvorimod morgensolen fortsat skinner over Bornholm, mens der fortsat er enkelte kik til solen over eksempelvis Københavnsområdet.

Regnvejret over den nordvestlige del af Jylland stammer fra en front, der skal bevæge sig mod sydøst i dagens løb.

  Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Der er dog en helt klar tendens til, at regnvejret mister en god del af pusten i takt med, at det breder sig mod sydøst. Derfor vil der ikke falde nær så meget regn over den sydøstlige del af landet, hvor man kun får en lille smule regn i eftermiddagstimerne.

På Bornholm er det endda sandsynligt, at der slet ikke kommer regn, men blot skyer.

Læs også Grå fredag i vente - men regnen kommer først til natten

Samtidigt med at regnen bevæger sig mod sydøst, klarer det efterhånden op fra nordvest, og derfor kan man i store dele af landet nå at se solen skinne lidt, inden den går ned i aften.

De højeste temperaturer vil lørdag ligge på 17-18 grader.

Vinden tiltager

Fronten, der giver os regn, kommer dog ikke kun med nedbør. Det bliver også ganske blæsende, og i perioder kan vinden nå kulingstyrke ved kysterne.

Det bliver navnlig blæsende i den nordlige del af Jylland, hvor vindstødene kan nå hård kuling, mens det bliver en smule mindre blæsende i resten af landet.

Søndag bliver endnu en dag med blæst, men med lidt højere temperaturer, inden varm luft strømmer op til os mandag og tirsdag.