Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hobro-spiller risikerer voldsdom for at spytte på modstander

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hobros Imed Louati spyttede Lyngbys Rezan Corlu i hovedet. En handling, der ifølge en sportsretsadvokat kan straffes med vold jævnfør straffeloven.

- Ja, jeg spyttede på ham.

Der var ingen anger i stemmen eller undskyldning, da Hobro-spilleren Imed Louati stillede op til interview med TV 3 Sport og satte ord på den handling, TV-billederne kort forinden havde afsløret.

Man kunne forestille sig, at en dommer ville straffe det med en bøde eller en mild betinget dom.

Jens Bertel Rasmussen, sportsretsadvokat

Mandagens kamp om at overleve i Superligaen fik en uskøn afslutning, da det hele endte i tumult efter en tackling. Hobro var i forvejen på vej ned i 1. division, og så blev det hele kun værre, da Imed Louati bevidst valgte at spytte Lyngbys Rezan Corlu lige i hovedet efter en ophedet diskussion.

Spytklatten var ikke bare ulækker. Den var også så langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig, at den kan straffes i det danske retssystem. Det fortæller sportsretsadvokat Jens Bertel Rasmussen, der forklarer, at straffelovens § 244 - voldsparagraffen - kommer i spil.

- Når man står ansigt til ansigt og spytter den anden person i ansigtet, så viser det, at man har forsæt til at ramme i ansigtet. Han erkender samtidig fuldt ud, at det var overlagt - med forsæt, som man siger. For mig er der ingen tvivl om, at det er en § 244-handling, en voldshandling, siger Jens Bertel Rasmussen til TV 2 SPORT.

STRAFFELOVENS §244

Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.

Ansigtet er worst case

Samtidig retter han fokus mod, at coronapandemien har hærget i lang tid, hvilket må være spilleren bekendt.

- Det ligger i vores blod nu, at vi i denne tid skal passe på med at røre hinanden fysisk. Så for mig at se er det en skærpende omstændighed, at spyttet sker i en tid med coronavirus.

- Og i dette tilfælde gælder det så også, at spyt ikke kun er æreskrænkelse, men også vold. Samtidig er ansigtet worst case, når du spytter på andre.

På nuværende tidspunkt tyder intet på, at den omtalte spytklat ender med en retssag, men kigger man alligevel nærmere på spytklatten som en mulig voldshandling, så slog højesteret i 2006 fast, at en spytklat kan sidestilles med vold. Ifølge dansk ret kan man, afhængig af omstændighederne, anse spyt i ansigtet som følgende:

  • Vold efter § 244

  • Hærværk (hvis det rammer tøj eller lignende)

  • Æreskrænkelse

Ser man på den konkrete situation med Imed Louati, vil det være mest nærliggende at se det som vold efter § 244. Hvorvidt det så skal straffes inden eller uden for det sportsretlige system afhænger meget af de konkrete omstændigheder. Jens Bertel Rasmussen slår dog klart fast, at denne situation intet har med fodboldkampen at gøre.

- Hvis det for eksempel var noget omkring benene og en voldelig tackling, så ville det være undskyldende på grund af deltagelse i spillet. Men det har intet med fodbold at gøre at spytte hinanden i ansigtet under en diskussion, siger sportsretsadvokaten.

Hobro-spilleren gav udtryk for, at Lyngbys Rezan Corlu havde sagt en "masse grimme ting" og "talt om hans familie", hvilket ville få indflydelse på en dom.

- Det vil være en undskyldende omstændighed, hvis han er blevet provokeret, og det kan være strafnedsættende.

Bøde eller betinget dom

Hvis dette var endt eller ender med en retssag, ville en dommer kigge på hele hændelsesforløbet og ikke mindst videoen, der i dette tilfælde dokumenterer store dele af det, der er sket.

- Så kunne man forestille sig, at en dommer ville straffe det med en bøde eller en mild betinget dom. Det er det mest sandsynlige, og det er svært at gøre mere konkret, vurderer Jens Bertel Rasmussen.

Samtidig fremhæver sportsretsadvokaten, at der i praksis skal meget til, førend situationen kan føre til en straffesag. Selvom man i det konkrete tilfælde fra mandagens Superliga-kamp kunne anse det som vold, ville det være mest nærliggende at sige, at man "holder sagen inden for det sportsretlige system" og i stedet kommer med en hård sportslig sanktion.

- Jeg synes, det er en alvorlig handling, og det bør straffes hårdt. Selvom det måske ikke bør have betydning, så er det noget, der har været vist i TV, og man bør vide, det kommer ud i alle hjem, hvor små kommende fodboldspillere kigger med.

Hobro tager afstand

TV 2 SPORT har tirsdag været i kontakt med Hobro for at spørge nærmere ind til, hvad klubbens holdning er til hele episoden med Louati, hvad de tænker om hans interview efter kampen, og om det vil få konsekvenser.

Hobro har dog ikke ønsket at kommentere episoden nærmere, men har i stedet udsendt en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- Til gårsdagens kamp mod Lyngby BK spyttede Imed Louati efter Rezan Corlu. En situation, som Hobro IK tager afstand fra. Det er både forbudt og forkert og hører ingen steder hjemme i fodbold. Der bliver taget en alvorssnak med Imed Louati, lyder det.

Kampens dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, så tilsyneladende ikke spytklatten, da Louati ikke blev straffet. Til gengæld fik Rezan Corlu direkte rødt kort, efter han sekunder forinden var kommet med høj fart og havde skubbet en Hobro-spiller med to hænder i brystet.

Fodboldens Disciplinærinstans afventer en indberetning fra kampens dommer, før de kigger nærmere på sagen.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.


Juletrafikken: Disse dage og tidspunkter skal du undgå

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

DSB forventer, at de i juledagene får rekordmange rejsende med deres tog.

Når presset over julegaveindkøb er faldet, så kommer julens næste stressmoment, hvis du er en af de mange danskere, der skal rejse for at komme hjem til jul.

For med det omfattende vejarbejde, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers, er det måske nok i år en ekstra god idé at orientere sig i trafikprognoser - i hvert fald, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Trafikken er i år hjulpet af, at juleaften falder på en tirsdag. Det gør nemlig, at Vejdirektoratet forventer, at den udrejsetrafik, der normalt samler sig lillejuleaften, i stedet vil sprede sig over flere dage fra fredag den 20. december til tirsdag den 24. december.

Foto: Vejdirektoratet

Så Vejdirektoratet forventer generelt ikke de store forsinkelser på vejene med undtagelse af lillejuleaften, hvor der især mellem klokken 11 og klokken 14 er tryk på vejene.

Rekordmange med tog

Hos DSB er der op til jul flest rejsende fra øst til vest, mens det omvendte gør sig gældende efter jul. Sidste år solgte DSB 200.000 pladsbilletter til juledagene, og i år forventer DSB at overgå det tal med 275.000 rejsende.

Lige nu er forventningen, at den 23. december bliver den travleste dag med 40.000 rejser skarpt efterfulgt af den 21. og 22. december.

- Vi kan se, at endnu flere forventer at rejse med DSB i juledagene i år, og mange planlægger tidligere end andre år. Selvom juletrafikken i år spreder sig ud over flere dage, så anbefaler vi, at man ikke venter for længe med at planlægge og købe sin rejser, siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB.

Gode råd til turen

  • Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, og sæt god tid af til din rejse.

  • Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

  • Hold ekstra godt øje med vejrudsigten.

  • Kør efter forholdene, pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

  • Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.

  • Lyt til P4 Trafik under din tur.

    Kilde: Vejdirektoratet

Hvor den 23. december er den helt store udrejsedag, bliver den 26. december den helt store hjemrejsedag.

Her forventer Vejdirektoratet, at der vil være meget trafik, der bevæger sig mellem Jylland og hovedstadsområdet i begge retninger.

Og hvis man vil undgå at sidde i en kø, så er det mellem klokken 11 og 15, at man skal undgå at rejse.

Der er dog en ubekendt faktor, når det kommer til juletrafikken, nemlig vejret. For hvis der er sne, frost og kraftig blæst, vil det have en stor indvirkning på trafikken. Hold derfor øje med vejrudsigten, ligesom det er en god idé at orientere sig på trafikinfo, inden man drager afsted.

Disse strækninger på E45 har vejarbejde og nedsatte hastigheder. Foto: Vejdirektoratet

Karner lider af demens - her stråler han som en sol

Dans og lyden af musik kan vække minder og fungere som et åndehul for både demente og deres pårørende.

Demens er en sygdom, der rammer flere og flere danskere, og det anslås, at knap 100.000 danskere lider af sygdommen. En sygdom uden udsigt til behandling. Derfor handler det om at finde måder at lindre sygdommen eller skabe momenter, hvor sygdommen kan stå i baggrunden.

- Når de kommer her, er de ret neutrale, men når de går herfra, går de med et smil på læben, siger Anita Falk Nielsen, indehaver og danselærer på Motionitten i Aars.

Ægteparret Karner Nielsen og Inge Skov i en vals. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

En af de måder hvor man kan skabe en god stund for både den demensramte og deres pårørende er nemlig igennem dans. Helt specifikt erindringsdans, der kan vække nogle af de minder, der ellers kan være svære at få frem.

- Han er glad for at komme her. Han elsker jo at danse. Det har han næsten gjort alle hans dage. Hver gang der er et stykke, han kan huske, så skal han op at danse, og så er han glad og tilpas, siger Inge Skov, pårørende til og gift med Karner Nielsen.

Lysstrejf i en mørk tid

Og det er det, musikken og dansen kan. Forskningen viser nemlig, at dans kan stimulere den del af hjernen, hvor vores korttidshukommelse sidder. Derfor afholdes der på Motionitten i Aars erindringsdans to gange om måneden for både demente og deres pårørende. Dansen bliver på den måde et afbræk fra en hverdag, hvor sygdommen kan virke altoverskyggende og dermed svær at håndtere - både som demensramt og som pårørende.

- Dansen giver mig noget livskvalitet, siger Lena Madsen, demensramt.

Og den følelse kan Inge Skov, pårørende og kone til Karner Nielsen, nikke genkendende til.

- Det er godt for mig at være afsted, og det er også godt for ham. Han stråler jo som en sol, når han er her. Derhjemme er han lidt mere indelukket, siger hun.

TV2 Nord besøgte Motionitten til erindringsdans:

Minder for en stund

I takt med at hukommelsen svigter, og man ikke længere kan lave de ting sammen, som man plejede at kunne, er det godt at have nogle friske minder at vænne tilbage til.

- Hun er glad, når hun går derfra. Og hun nyder det, når hun er her, og hun kan snakke vidt og bredt om, hvad vi har gjort. Hun kan næsten huske alle dem, hun har danset med, siger Flemming Madsen, pårørende og mand til Lena.

Som pårørende kan det til tider være svært og føles ensomt at være i, og derfor mener Anita Falk Nielsen, at der til erindringsdans, bliver skabt et rum, hvor der er plads til de tanker.

- Der er et socialt fællesskab, hvor de kan få lov at sidde og snakke med andre pårørende, og de kan opleve andre med demenssygdom. Så de bliver en del af et fællesskab, hvor de ikke står alene, fordi de hører, at der er andre, der har oplevet det samme, siger hun.

Afslutningsdansen foregår altid hånd i hånd. Foto: Jeanett Cecilie Jørgensen / TV2 Nord

Erindringsdansen i Motionitten har kørt fem gange som en forsøgsordning med støtte fra Vesthimmerlands Kommune.