Hobro-spiller spyttede på modstander – nu åbnes der en sag
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Imed Louati efter en scoring tidligere på sæsonen.
Disciplinærinstansen har læst dommernes indberetning og åbner nu en sag mod Imed Louati og en Lyngby-official.
Mandagens kamp mellem Hobro og Lyngby om at overleve i Superligaen fik en uskøn afslutning.
Hobro var på vej ned i 1. division, og det hele endte en stor tumult efter en tackling i kampens tillægstid. Det hele blev kun værre, da Imed Louati bevidst valgte at spytte Lyngbys Rezan Corlu lige i hovedet efter en ophedet diskussion. Under tumulten kom en Lyngby-official også i klammeri med en Hobro-spiller.
Formanden for Fodboldens Disciplinærinstans, Jens Hjortskov, fortæller, at de nu har læst dommernes indberetning fra kampen, og de undersøger nu hændelserne i afslutningen.
- Vi åbner en sag mod Imed Louati fra Hobro og en Lyngby-official, siger Jens Hjortskov til TV 2 SPORT.
- Vi har meddelt de to klubber, at vi åbner en sag, og så henter vi yderligere indberetninger - også supplerende oplysninger fra dommerne.
Formanden vil over for TV 2 SPORT ikke komme nærmere ind på, hvad sagen kan munde ud i rent strafmæssigt.
Indrømmede selv
Imed Louati indrømmede efter kampen, at han havde forsøgt at spytte Rezan Corlu i ansigtet.
- Det hjælper selvfølgelig også, at han tilsyneladende i et interview selv har erkendt det, siger Jens Hjortskov.
Hele episoden endte med tre røde kort - to til Hobros Brandon Onkony og Edgar Babayan og ét til Lyngbys Rezan Corlu.
Provokation kan være strafnedsættende
Sportsretsadvokat Jens Bertel Rasmussen forklarede til TV 2 SPORT tirsdag, at spytklatten fra Imed Louati var så langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig, at den kan straffes i det danske retssystem
- Når man står ansigt til ansigt og spytter den anden person i ansigtet, så viser det, at man har forsæt til at ramme i ansigtet. Han erkender samtidig fuldt ud, at det var overlagt - med forsæt, som man siger. For mig er der ingen tvivl om, at det er en § 244-handling, en voldshandling, sagde Jens Bertel Rasmussen.
STRAFFELOVENS §244
Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.
Jens Bertel Rasmussen slår klart fast, at denne situation intet har med fodboldkampen at gøre.
- Hvis det for eksempel var noget omkring benene og en voldelig tackling, så ville det være undskyldende på grund af deltagelse i spillet. Men det har intet med fodbold at gøre at spytte hinanden i ansigtet under en diskussion, siger sportsretsadvokaten.
Hobro-spilleren gav udtryk for, at Lyngbys Rezan Corlu havde sagt en "masse grimme ting" og "talt om hans familie", hvilket ville få indflydelse på en dom.
- Det vil være en undskyldende omstændighed, hvis han er blevet provokeret, og det kan være strafnedsættende.
Kampen endte 2-2, og dermed vandt Lyngby samlet 4-3 over de to nedrykningsplayoffkampe og sendte Hobro ud af Superligaen.