Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ikoniske strandhuse drev rundt på stranden i stormen – her er historien bag de eksklusive hvide huse

Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Vestkystens badehuse er hvert år udsatte i dårligt vejr. Alligevel er de eftertragtede, og ventelisterne er lange.

Det var et trist syn, der mødte flere ejere og forbipasserende, da de mandag trodsede det stormende vejr og gik ned på stranden i Nordvestjylland.

Her hamrede bølgerne mod de ikoniske hvide strandhuse, som ligger ved Løkken og Blokhus.

I strandkanten i Løkken kæmpede en flok husejere for at redde deres strandhuse fra at blive skyllet til havs af bølgerne.

  Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Flere af husene var blevet trukket med bølgerne og drev rundt på stranden, hvor vandstanden var steget markant på grund af blæsevejret. Erfaringer fra tidligere år havde fået flere af ejerne til at forsøge at sikre deres hus.

Anja Laustsen og hendes familie har blandt andet sat deres badehus på stolper, så det ikke rykker sig.

- Alligevel var jeg nede for at tilse huset tre gange, for hvis naboernes svømmer, kan det ramme ind i vores, og det ville være træls at komme ned til et smadret hus, siger hun.

- Jeg har tidligere stået i vand til taljen for at skubbe andre badehuse udenom vores. Det kan give katastrofale skader, hvis de rammer ind i hinanden.

Udsigten fra Anja Laustsen og familiens badehus. Når det er højvande, kommer vandet næsten helt op til huset. Foto: Magnus Sørensen

150 år gammel tradition

Huset har været i familien i over 20 år, men faktisk har de ikoniske strandhuse været en fast del af kyststrækningerne ved Løkken og Blokhus gennem de seneste 150 år.

Oprindeligt var strandhusene dog forbeholdt de rige feriegæster, der klædte om i husene og badede fra dem.

De blev trukket helt ned til vandkanten for at skærme kvinderne fra mændenes nysgerrige blikke. På den måde kunne de fine badegæster mere eller mindre ugeneret gå i vandet.

  Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix

Frygter, at kysten bliver ædt op

Selvom det er utallige storme siden, står de cirka 480 badehuse på stranden i Løkken og de 47 i Blokhus der endnu.

Anja Laustsens hus er sluppet med mindre skader, og episoder som den i mandags fylder generelt meget lidt for familien sammenlignet med alt det gode.

- Det er den bedste afstresningsmedicin at være i huset. Vi bruger det både, når vi har gæster, men også til at slappe af i efter en lang dag på arbejdet, siger hun.

Trængsel på Løkken Strand. Datoen er ukendt. Foto: Løkken Museum/Ritzau Scanpix

Anja Justesen kan dog godt frygte, at vejret over tid kan give skår i glæden.

- Vi kan godt bekymre os om, om vandet æder så meget af kysten, at husene bliver fjernet. Det ville vi være kede af, nu når vi er kommet samme sted år efter år, siger hun.

Udsigten fra Anja Laustsen og familiens badehus. Når det er højvande, kommer vandet næsten helt op til huset. Foto: Magnus Sørensen

Prisen blev presset op

I dag er der ventelister for at få fingre i et af de populære strandhuse, men familiens hus er købt, inden de blev indført.

Før i tiden kunne badehusejere nemlig frit sælge deres strandret, men den store efterspørgsel pressede prisen i vejret. Med tilhørende huse, der højst må være ni kvadratmeter, blev de solgt for op mod 100.000 kroner.

Det blev der sat en stopper for i 2002, hvor det blev indført, at strandretten ikke længere kunne sælges, men blot lejes. Børn og slægtninge i lige linje kan dog fortsat "arve" den kommunalt ejede strandret.

Udsendelse fra 2018: Kom med indenfor i de ikoniske badehuse i Løkken.

Badehussæsonen går fra maj til september, og det koster 3000-5000 kroner årligt at have strandretten samt at få kørt dem frem og tilbage fra badehusenes vinterresidens på en nærliggende mark. Dertil kommer de udgifter, der er forbundet med stormskaderne.

Stilstand på ventelister

Mens det er stort set umuligt at få fingrene i et af de eftertragtede huse i Løkken, hvor ventelisten i øjeblikket er lukket, kan det teoretisk set lade sig gøre i Blokhus.

Video fra 1. maj 2020: Badehuse stilles op

Her er ventelisten åben - men den kræver tålmodighed. De seneste år er kun få huse blevet ledige.

I mange tilfælde går husene i arv. Og det er da også det, Anja Laustsen håber kan ske med deres families hus, fortæller hun.

- Vores kommer også til at gå videre til børnene, siger hun.


Nissefest og jubilæum: Kom med ombord på juleskibet Frida

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det velkendte juleskib Frida, der sejler både nisse- og julemænd til kajen ved Løgstør, fejrer i år 60-års jubilæum. Børn og voksne trodsede søndag regnvejret for at møde skibets besætningsmedlemmer.


Foto: Hotel Aahøj

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det er for gæsternes skyld, at der nu er regler.

Kamilla Vinter Hoffmann har valgt en ny retning for sit hotel i Sæby. Men hun er lidt spændt på, hvordan det mon bliver modtaget.

Hun har nemlig besluttet, at Hotel Aahøj fra nu af indfører nøgen-fredag i hotellets saunaretreat. Det betyder, at man er nøgen i saunaen, nøgen under koldtvandsspanden og nøgen, når man bader i åen.

- Det bliver spændende at se, om det her tiltag åbner for en hel ny målgruppe. For på den her måde åbner jeg for det tyske marked, for ingen tyskere benytter en sauna med badetøj, siger hotelindehaveren.

Men det er dog ikke for tyskernes skyld, at hun har valgt at indføre dagen.

Kamilla Vinther Hoffmann er ikke bleg for selv at hoppe i åen, selvom det er vinter. Foto: Hotel Aahøj

Nøgne mennesker i baren

Hun har valgt at indføre dagen, fordi der blandt gæster har været forvirring omkring, hvorvidt man skulle have badetøj på eller ej. Nogle har gjort det ene og andre andet.

- Jeg havde en gruppe, som havde booket hele hotellet. Alle kom ind i restauranten helt nøgne for at bestille en drink, de kunne få med ind i saunaen, fortæller Kamilla Vinter Hoffmann.

Hun skulle lige tænke over, hvor hun skulle kigge hen, da hun lavede drinks til de nøgne gæster. Men episoden gav anledning til eftertanke - og ændringer i den måde, hun driver hotellet på, når det ikke er hele hotellet, der er booket.

- Jeg kan jo ikke have halvdelen af gæsterne til at rende rundt nøgne, og den anden halvdel til at rynke på næsen. Og jeg skal ikke lave regler om, at folk skal have badetøj på for min skyld, så jeg tror, det er en god idé, at der er regler for det, mener hun.

Den eneste regel, der er i saunaen, er, at man skal sidde på et håndklæde for at passe på saunaen.

Hvis det bliver en succes, og gæsterne tager godt imod det nye tiltag, regner hun med også at indføre nøgen-tirsdag.

Hotel Aahøj

Hotel Aahøj er et mindre hotel med 10 dobbeltværelser og en luksuslejlighed. Når der er fyldt op, kan hotellet rumme 26 gæster.

Saunaen er en tønde, der kan rumme 8-10 gæster.

Har man booket overnatning, får man udleveret badekåbe, håndklæde og slippers - og er man på hotellet en fredag men ønsker ikke at være nøgen, kan man blot benytte området lørdag i stedet for.


Vindstød af orkanstyrke skræmmer ikke: - Vi er vant til blæst

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Det kan være en god idé at sikre sin julepynt inden aftenens blæsevejr.

I landets nordligste kommuner har TV 2 Vejret udsendt et varsel om vindstød af orkanstyrke fra klokken 21 søndag aften og frem til mandag morgen klokken 6.

Det er det absolut højeste trin på Beaufortskalen, der inddeler vindens hastigheder i 12 trin. Orkan er det højeste med vind på 32 meter i sekundet. Det svarer til 117 kilometer i timen. Når det blæser så meget, kan det forårsage skader på bygninger.

Dagens varsling er dog ikke noget, der har givet anledning til at panderynker hos Nordjyllands Beredskab.

- Vi gør ikke noget særligt, vi følger blot situationen. For vi er vant til, at det blæser heroppe, og nordjyderne er gode til at sikre alt fra trampoliner til julepynt, lyder det fra Diana Sørensen, der er direktør ved Nordjyllands Beredskab.

Julepynten sat fast med wirer

De vilde vindstød kommer på et tidspunkt, hvor gaderne i byerne er fyldt op med ting og sager, der skal sikre den gode stemning. For eksempel den lysende julepynt, som man finder i mange handelsbyer.

Og derfor giver blæsten da også handelschefen i Frederikshavn, Dan Kobberup, grund til at holde ekstra øje med de mange lys.

- Det er sat op efter alle kunstens regler af fagfolk, og de store ting er sat fast med wirer, forklarer han.

Så du er ikke nervøs for vindstød af orkanstyrke?

- Jo, det er jo ikke lige det, vi ønsker i december. Så hellere sne og frost, siger han.

Vejrforholdene betyder desuden også, at flere færgeafgange til og fra Hirtshals er aflyst. Det er også netop ud for Hirtshals og Skagen, at bølgerne bliver højest. Ifølge DMI bliver det fem til otte meters bølger, når det er værst. Som det fremgår af billedet herunder, er det primært langs vestkysten, at der kommer høje bølger.

Foto: DMI

Dertil kommer det, at vejret giver en øget vandstand langs veskysten både i Nordjylland og på Læsø. Omkring klokken 5 mandag morgen, kan den ifølge DMI's radar være forhøjet med op til 120 centimeter.

En lille formaning

Selvom Diana Sørensen er glad for, at nordjyderne oftest er gode til at sikre deres hjem inden blæsevejr, vil hun alligevel gerne komme med en opfordring til borgere i Hjørring og Frederikshavn Kommune inden søndag aften:

- Gå lige en tur i haven og se efter, om alt kan tåle vejret. Tjek, om der er en stor gren, der kan falde ned og ødelægge dit eller naboens skur eller drivhus, siger hun og tilføjer:

- Og har man julepynt hængt op udenfor, så tjek, at det sidder godt fast og ikke kan rive noget med ned.


Den travleste tid: Det vælter ind med kunder hos Jesper

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Denne weekend er en af de største for juletræssælgeren. Næste weekend er lidt af en joker.

Weekenden bliver for mange brugt på at slappe af og ordne de praktiske ting i hjemmet, inden en ny uge begynder. Men sådan er det ikke hos Jesper Tøttrup på Mellemgård.

Han har rygende travlt denne weekend. For han sælger juletræer, og det er netop denne weekend, at forventer at handle allermest.

- Lørdag solgte jeg 120 træer, og normalt er det sådan, at lørdag er en indikation på, hvordan søndagen bliver. Søndag er altid større og de seneste år har jeg solgt det dobbelte om søndagen, siger Jesper Tøttrup, mens han går rundt i plantagen.

Da TV2 Nord fanger ham på telefon søndag formiddag, er der allerede fyldt med folk, der er ude for at finde det perfekte juletræ.

Foto: Jenifer Daniela Laursen / TV2 Nord

Usikker på udfaldet af næste weekend

Juletræssælgeren havde egentlig frygtet at søndagens dårlige vejr, ville skræmme kunderne væk, men det er der altså intet, der tyder på. Der er også nok at lave for børnefamilierne - for foruden at fælde juletræer, er der en lille butik med julepynt og dekorationer, et krearum til børn og selvfølgelig mulighed for at spise æbleskiver og drikke varm kakao.

- Vi tager en god pris for vores træer, men vi går også op i, at vi giver folk en god oplevelse, siger han.

Prisen for et af hans juletræer er 170 kroner per meter, det bliver altså typisk 330-340 kroner for et træ. Og han sælger både Normannsgran, rødgran og Nobelis.

Det er netop nu - i de to sidste weekender inden jul, at han plejer at sælge mest.

Alligevel er han en smule usikker på næste weekend.

- Det er så tæt op ad jul, så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Men jeg har hørt de andre juletræsproducenter ad og flere af dem forventer en stor weekend alligevel, forklarer han.

Over hele sæsonen sælger han mellem 1200-1500 træer. Indtil videre sælger han hvert år flere træer end det forrige.


Patienter skal vente i månedsvis på hjælp: - De har simpelthen så ondt

Foto: Jakob Fenger / TV MIDTVEST

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Patienter i Thy og på Mors med kroniske lidelser risikerer at skulle vente i månedsvis på at blive røntgenfotograferet eller scannet.

Ventetider på op mod fem måneder for en røntgenundersøgelse eller scanning er helt uacceptabelt.

Så kontant er udmeldingen fra Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind, efter hun er blevet gjort bekendt med meget lange ventetider for foreningens 800 medlemmer i Thy og på Mors.

En stor del af dem er frustrerede over, at de må vente mange måneder, hvis de skal røntgenfotograferes eller scannes. Det fortæller kredsformand Lone Pedersen fra Koldby.

- I så lang en periode kan der ske en stor forværring af deres sygdom, hvis ikke de kommer hurtigt afsted, siger Lone Pedersen.

Ud af regionen

I stedet for undersøgelser på Aalborg Universitetshospital i Thisted bliver de gigtsyge henvist til blandt andet Skive og Holstebro. Dermed skal de køre ud af regionen.

- Jeg har kendskab til medlemmer, der bor i Hanstholm, og som siger nej til at køre til Skive eller Holstebro. De har simpelthen ikke kræfter til at sidde i en bus eller en bil, og må vente fem måneder på røntgen i Thisted, fortsætter Lone Pedersen.

Gigtpatienterne i Thy og Mors har mødt udfordringen over en længere periode, og det belaster i høj grad deres psyke, siger kredsformanden.

- Det betyder, at deres sociale liv går i stå. De kan ikke komme ud blandt andre mennesker, fordi de simpelthen har så ondt, samtidig med at de bliver kede af, at de ikke kan blive behandlet, siger hun.

Generelt er der på landsplan lange ventetider på røntgen og scanning. Men Region Nordjylland skiller sig ud, mener Gigtforeningens direktør, Mette Bryde Lind.

- Ventetider på en røntgenundersøgelse på op til et halvt år er jo bare starten af et behandlingsforløb. Det vil sige, at Region Nordjylland er langt, langt fra at overholde behandlingsgarantien. Og det er helt uacceptabelt set fra patientens perspektiv, siger direktøren.

Formanden for det ansvarlige politiske udvalg i den Region Nordjylland, Lina Hundebøll Jespersen fra Venstre, er også langt fra tilfreds med situationen.

- Selvom vi ved, at området er hårdt belastet, så ved vi godt, at borgerne i Thy og på Mors har langt til behandling, så det er vigtigt, at vi forfølger det her, siger udvalgsformanden.

Hvad kan I gøre politisk for at komme de frustrerede gigtpatienter i møde?

- Vi kan blive ved med at sætte fokus på det og forfølge, at ventetiderne bliver sat ned, siger Lena Hundebøll Jespersen.

Ikke begejstret 

Et andet regionsrådsmedlem, Anny Winther fra Venstre, er heller ikke begejstret for de dystre tal.

- Jeg synes, der er noget vi skal have hanket op i. Derfor vil jeg stille spørgsmål til regionsrådet, så vi kan få opklaret, hvad der er årsagen til de lange ventelister, siger hun til TV MIDTVEST.

Og kredsformanden for Gigtforeningen Thy-Mors synes kun det kan gå for langsomt med at få de månedlange ventelister bragt ned.

- Det kan føre til en menneskelig tragedie, at man ikke bliver behandlet indenfor den tid, det skal være, siger Lone Pedersen.