Indsatsen mod skattely samles måske ikke i Aalborg alligevel

Først var blev det meldt ud, at et nyt center mod skattely skulle ligge i Aalborg. Men det var for meget af det gode.

Det var lidt for meget af det gode, da skatteministeren Karsten Lauritzen sagde til TV2, at det nye center mod skattely skulle ligge i Aalborg. Men det er ikke besluttet endnu, hvor den endeligt skal ligge. Det sker først senere - lige før sommerferien lyder det fra skatteministeriets presseafdeling. 

Alle Folketingets partier har ellers onsdag eftermiddag besluttet at bevillige 25 millioner kroner til kampen mod skattely. De 25 millioner vil blive givet de kommende fire år, og beløbet svarer til mere end en fordobling af den nuværende bevilling på 10 millioner kroner.

- Det bliver sværere at gemme penge, fordi vi nu får et center, og vi nu får bankoplysninger direkte ind, som vi sætter medarbejdere af til at gennemgå, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Socialdemokratiets skatteordfører, Jesper Petersen, mødte op med et krav om at få øget bevillingen til 30 millioner kroner i 2018 i aftalen om skattely. Det fik han ikke opfyldt.

- Det var mere, end det regeringen kom til bordet med, og det var så langt, vi kunne komme. Det er udmærkede tiltag, mange af dem er gode, men vi skal videre nu, hvis vi for alvor skal stække snyd, siger Jesper Petersen ved præsentationen.

Enhedslistens skatteordfører siger ved præsentationen af onsdagens aftale, at de 25 millioner kroner ikke løser alle problemer. 

- Men det her er et ordentlig gok i nøden til i nøden på dem, som nasser på vores velfærdssamfund og ikke betaler den skat, vi andre gør, siger Rune Lund, der dog gerne havde set en "endnu større kølle".

Debatten om skattely har for alvor raset siden offentliggørelsen af de såkaldte Panama-papirer for cirka et år siden.

Finanstilsynet har efterfølgende kritiseret flere danske banker for at have brudt hvidvaskningsreglerne og for ikke at føre en skrap nok kontrol med, om de bliver misbrugt af kriminelle.


Seneste nyt

fra Nordjylland