Jo mere syg, du har været, jo flere antistoffer har du, fastslår dansk coronastudie
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Har du været smittet med corona, er du ifølge nye undersøgelser beskyttet mod sygdommen i mindst et år. Her er lægerne ved at foretage blodprøvetest for antistoffer mod Covid-19 i testcentret på Aalborg Kaserne.
Forskerne mener, at coronapatienter er beskyttet mod at blive syge igen i mindst et år.
Hvordan reagerer den menneskelige organisme, når man har været smittet med covid-19?
Det spørgsmål har forskere forsøgt at finde et klart svar på, siden coronapandemien for alvor bed sig fast verden over.
Nu peger dansk forskning på, at langt hovedparten af de smittede danner antistoffer og således er beskyttede mod at blive smittet på ny.
Det siger Martin Tolstrup, lektor ved Institut for klinisk medicin- og infektionssygdomme på Aarhus Universitet til TV 2.
Det danske studie har undersøgt 203 coronasmittede, der har været mere eller mindre ramt af virussen, og forskerne kan nu drage flere hovedkonklusioner. Den ene er, at 95 procent af de testede har mange og gode antistoffer.
Jo længere tid, man har haft sygdommen, desto flere antistoffer har du udviklet.
Martin Tolstrup, lektor ved Institut for klinisk medicin- og infektionssygdomme, Aarhus Universitet
- En anden konklusion er, at man kan se en sammenhæng mellem, hvor syg man har været, og hvor gode eller hvor mange antistoffer, man har. Det vil sige, at jo længere tid, man har haft sygdommen, desto flere antistoffer har du udviklet, siger Martin Tolstrup, som begyndte studiet allerede i slutningen af februar, hvor smittede vendte hjem fra skiferie i Østrig og Italien.
Meget varieret sygdomsbillede
De 203 smittede har oplevet et stærkt varieret sygdomsbillede. Nogle næsten uden symptomer, mens andre har været hospitalsindlagt med respiratorbehandling i værste tilfælde.
Perspektiverne i den danske undersøgelse peger på, at tidligere smittede ikke vil risikere igen at blive syge i samme grad som før.
- Immunsystemet er sådan indrettet, at når man har haft en infektion, danner den en ”hukommelse”. Selv om modstandskraften bliver mindre, vil immunsystemet kunne finde dén konkrete kampplan i hukommelsen og dermed bekæmpe virus. På den måde vil man kunne undgå sværere sygdom.
Og jo mere syg, du har været, desto bedre er du beskyttet mod at blive ramt igen.
- Jo længere tid, man har haft sygdommen, desto flere antistoffer har du udviklet. Det er ikke så overraskende, hvis man sammenligner med andre virusinfektioner, men det er interessant ud fra et covid-19 synspunkt, fordi man med høj sandsynlighed vil være beskyttet mod en re-infektion, hvis man har været syg, siger Martin Tolstrup.
Antistoffer kan holde stand i over et år
Et af de svære spørgsmål i forhold til covid-19 har været, hvor længe antistofferne så kan holde stand efterfølgende.
Tidlige studier fra USA og Kina peger på, at der måske kun ville være tale om få måneder. Men den danske forskning slår mere optimistiske toner an.
- Jeg kan ikke give et håndfast bud på, hvor lang tid vi taler om med hensyn til antistofrespons. Men det er i hvert fald et år, vi taler om. Hvis vi sammenligner med i beslægtet virus som SARS, kan vi se, at det tager et par år, før antistofferne falder under en reel funktionalitet, siger Martin Tolstrup, som stod på nærmest bar bund, da den hidtil ukendte virus omkring årsskiftet begyndte at sprede sig fra et dyremarked i den kinesiske by Wuhan til resten af verden.
Selv om 203 coronapatienter ikke er noget overvældende statistisk materiale, betegner forskeren det som "et godt udsnit" af infektioner i Danmark.
Martin Tolstrup og hans forskerkolleger er i fuld gang med at analysere den molekylære kode for en lang række af de mest effektive antistoffer, som på længere sigt måske kan bane vejen for udvikling af en vaccine-udvikling.
Flere artikler fra TV 2