Mette Frederiksen varsler langsigtet genåbning snart - her er fem konkrete bud fra en professor

Tilskuere til Superliga-kampe og fitnesscentre kan tænkes ind i den næste genåbning, vurderer professor.

Om små to uger forventer regeringen at præsentere en langsigtet genåbningsplan for Danmark.

Formålet er at give et overblik over, hvad rækkefølgen forventes at blive i den fortsatte genåbning af landet.

TV 2 har bedt Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, om at give sit bud på, hvad der ud fra hans sundhedsfaglige vurdering er forsvarligt at have med i toppen af listen.

Han understreger, at det alt sammen afhænger af, om det kan gøres inden for coronasikre rammer. Og her er det afgørende, at tiltagene tænkes ind i de modeller, som Statens Serum Institut (SSI) bruger for at beregne coronapandemiens udvikling i Danmark.

- Man skal tænke det ind i modellen. Vi bliver nødt til at sige, at modellen sætter rammen, siger Hans Jørn Kolmos

Fem bud fra Hans Jørn Kolmos:

- Skoler

- Små forretningsdrivende, herunder liberale serviceerhverv

- Sport med tilskuere

- Fitnesscentre

- Kultur

Skolerne i første række

Ifølge statsminister Mette Frederiksen er der fra politisk side stort fokus på børn og unge i den videre genåbning. Og her er Hans Jørn Kolmos enig.

Eleverne fra 0.-4. klasse er allerede tilbage i skole. Det samme er efterskole- og højskoleelever fra 15. marts. Desuden bliver der gradvist åbnet for, at flere elever kan vende tilbage i de større klasser.

Nu gælder det resten af eleverne i skoler og på uddannelsesinstitutioner, mener Hans Jørn Kolmos.

- Det synes jeg er væsentlig, at vi får dem så meget tilbage på banen som overhovedet muligt, siger han.

Udover skolerne mener professoren, at kulturen og små erhvervsdrivende skal prioriteres højt denne gang.

Og så mener han, at der bør være plads til fodboldkampe med tilskuere, som mange Superliga-fans har tørstet efter.

- Det må vel kunne lade sig gøre, uden at man derved propper stadion. Der må være en række åbningsmodeller, som man kan kigge på, siger han.

Forsamlingsforbud skal hæves

Det er ikke nødvendigvis sådan, at det hele kan åbnes på én gang. Igen kommer det an på modellerne. Men det gælder for alle punkterne, at der skal tænkes i coronavenlige løsninger, understreger Hans Jørn Kolmos. Og her er det især en fordel, hvis man kan flytte indendørs aktiviteter udenfor, hvor man ikke smitter ret meget.

Endelig er der forsamlingsforbuddet, som også skal hæves til et højere niveau, mener Hans Jørn Kolmos.

- Det ligger sådan set som et grundparameter under alle initiativerne, fordi hvis man slet ikke må samles mere end fem, er der altså ikke så meget social aktivitet rundt omkring, siger han.

I øjeblikket gælder det, at man højst på forsamles fem personer. Selvom det hæves, er det dog stadig nødvendigt, at man holder afstand til hinanden, påpeger Hans Jørn Kolmos.

- Jeg kunne forestille mig, at vi hævede det til 50 og ser, hvad der sker. Og hvis det går godt i et par uger, så går vi op til 100, siger han.

Regeringen indleder forhandlingerne om genåbningsplanen på fredag, og de skal være afsluttet 23. marts. Det er også her, statsministeren forventer, at regeringen kan præsentere, hvad der kan åbne efter påske.


Seneste nyt

fra Nordjylland