Mie Ø. Nielsen skuffer i EM-finale

Det blev hverken til topplaceringer for Mie Ø. Nielsen i 100 meter rygsvømning eller til Rikke Møller Pedersen i 200 meter brystsvømning ved EM.

Danske Mie Ø. Nielsen formåede ikke at forsvare sine to seneste EM-guldmedaljer i 100 meter rygsvømning.

I finalen ved EM i Glasgow havde danskeren kvalificeret sig i fjerdebedste tid og gik selvsikkert ind til finalen, hvor hun sigtede efter en medalje. Det gik dog ikke, som den 21-årige svømmer havde håbet på, da hun måtte nøjes med en sjetteplads. 

- Det var overhovedet ikke godt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg havde håbet på at kunne svømme meget hurtigere. Men det kunne min krop ikke i dag, siger Mie Ø. Nielsen til TV 2 SPORT.

Danskeren var ellers nummer tre halvvejs inde i løbet, men herfra mistede hun tre placeringer, hvilket rakte til en tid på 59,93, som var fire hundrededele langsommere end i semifinalen.

- De første 50 føltes rigtig godt, men så døde mine ben bare på vej hjem og kunne slet ikke holde takt med de andre piger.

Anastasiia Fesikova blev europamester, mens briten Georgia Davies tog sølvmedalje foran italienske Carlotta Zofkova.

Mie Ø. Nielsen skal i bassinet senere tirsdag aften til holdkap.

Heller ingen medalje til Rikke Møller Pedersen

I brystsvømning på den dobbelte distance kom Rikke Møller Pedersen ind til finalen i tredjebedste tid. Heller ikke hun formåede at hente en medalje.

Danskeren endte som nummer fem.

- Jeg synes ikke, jeg fik disponeret mine kræfter, som jeg havde håbet på. Jeg vender efter 100 og havde overskud, men så kunne jeg ikke finde ud af, hvordan jeg fik det ud, siger hun, hvor hun samtidig siger, at hun faktisk var nogenlunde tilfreds med sin egen indsats.

- Jeg føler et godt overskud, og det vil jeg tage med mig videre. 


Seneste nyt

fra Nordjylland