Nu mindes han med en skulptur – det bør vi være bedre til i Danmark
Foto: Ritzau Scanpix / TV 2 Sport
Henning Jensen var den første danske spiller i Real Madrid.
Torsdag præsenteres en skulptur af Henning Jensen i Nørresundby, men hyldesten burde være landsdækkende.
Man ku’ være sammen med Henning uden ord.
Ord fra en af Henning Jensens bedste venner. Denne uforlignelige fodboldstjerne, der som ung trådte så historisk ind på scenen fra en klub langt borte i rækkerne, og som desværre forlod denne jord alt for tidligt.
Nu skal han mindes i bronze med noget så sjældent (i dansk fodbold) som en skulptur på stedet, hvor det hele startede.
Det er meget fortællende, dét der kommer fra vennen.
For Henning var ikke en mand af mange ord. Og dog. For var man sammen med ham i hans overskuelige element, kunne der godt komme udtryk. Ikke råben og skrigen, men underfundigt.
De er naturligvis stolte i Nørresundby, men det burde være landsdækkende
Flere gange har jeg som journalist sat ord på Henning Jensens præstationer. Hver gang nedtonede han det, han kunne – og viste. Beskedenhed, tja ... jeg kalder det stilfærdighed. For han ville ikke råbe højt.
Vi gør det alt for lidt
Henning Jensen skal mindes og fejres. Noget, vi gør alt for lidt. Husker på, markerer, værdsætter og hylder. Dem, som har givet os noget særligt. Det er almindeligt i landene rundt om os og længere væk. Der bliver hånden rakt frem som tak.
Det er det, der nu skal ske i det nordjyske med Henning Jensen. Han skal kaldes på scenen til livsvarig applaus i form af en buste i barndommens 'gade'. Et sted i Nørresundby. De trækker tæppet væk, og her står han så i noget nær bronze. Som fodboldspilleren, der henrykkede mest i 70'erne, fordi han var noget særligt. En ener.
Han fik placeret vores pegefinger lidt nord for Limfjorden, da han sprang direkte fra den fjerdebedste række til landsholdet i 1972. Det lignede deltagelse ved de olympiske lege i München, men pengene (dengang 250.000 kroner) og muligheden for professionel erhvervspraktik i den tyske storklub Borussia Mönchengladbach var for fristende.
Af sted fra en nordjysk Aalborg-forstad til en international karriere i det tyske, Real Madrid og Ajax.
Henning Jensens karriere
1965-72 Nørresundby
1972-76 Mönchengladbach
1976-79 Real Madrid
1979-81 Ajax
1981-83 AGF
1983-84 Nørresundby
De er naturligvis stolte i Nørresundby over deres bysbarn, men det burde være landsdækkende.
For hans fodboldmæssige bedrifter, der startede som 8-årig i Nørresundby Boldklub, var noget særligt. Af mange fortrængt, fordi han kun nåede 21 landskampe. Det var dengang, arbejdsgiverne (klubberne) ikke var tvunget til at afgive spillere til landsholdene.
Men alt det andet fra Jensen. Derfor denne buste, bronzeskulpturen i Stigsborg på det, der naturligvis er Henning Jensens Plads.
Vellidt af alle
Historien er til mere end drengeværelset. Den nordjyske knægt, der havde arvet ikke alene efternavnet Jensen fra en farfar og en far, men også fodboldinteressen og evnerne. Farfar, født i 1895, var med til at stifte boldklubben.
Farmand Svend udlevede familiens sportslige ambitioner og fik sønnen Henning. Som far, så søn. Denne talemåde passede i fodboldmæssig forstand, og – ikke tilfældigt – på far og søn. Han blev kaldt 'Stille Svend'.
Sønnen Henning var ikke uden ord, men de var få. Til gengæld underfundige og med et smil, der var lige så stille som afsenderen. Jeg besøgte Henning Jensen flere gange, også privat. Sammen med Svend Gehrs, den uforlignelige DR-kommentator engang i 80'erne efter Henning Jensens fodboldexit. Hjemme hos familien i det jyske. Fodboldstjernen havde fat i sin yndlingshobby: Madlavning. Og vi drenge lod pigerne konversere i stuen.
Han var i sit es her. Stadig stille, mens pander og gryder løftede lydniveauet. Men Henning fortalte om sin store karrieres kulisse. Altså alt det, der foregik uden for det offentlige fokus. Han fremhævede aldrig sig selv, men sin humor.
Det var vel nok mere i januar 1973, at navnet Jensen klingede globalt
Det var dette dæmpede rampelys, han havde det bedst i, når der nu ikke var en bold i nærheden. Han talte aldrig dårligt om andre. Han løftede i stedet sympatien for dem. Derfor er det så rammende, når hans medspiller fra dengang, Morten Olsen, siger: “Han var et dejligt menneske, han var vellidt af alle”.
Også af Søren Lerby, der var hans holdkammerat i Ajax, da førstnævnte var fremadstormende og Jensen i gang med et af de sidste vers. Lerby så op til Henning Jensen. Som spiller og menneske. Derfor kom denne overhaling med smil, da Lerby i en kamp stormede af sted på venstrekanten, mens Henning Jensen nærmest tilbagelænet stod 'parkeret' ved midterlinjen. Lerby missede indlægget, vendte rundt, og på vejen tilbage overhalede han igen Henning Jensen: “Du står og fryser, Henning. Skal jeg ikke hente en frakke til dig?”
To forskellige personligheder, men gensidig respekt. “Du råber fodbold, jeg spiller fodbold,” kom det fra Jensen.
Den Henning Jensen, der med et fingerknips også blev opdaget uden for Nørresundby, da mægtige Borussia Mönchengladbach købte ham.
Han kom fra det, vi vil kalde ingenting via landsholdet til at blive holdkammerat med Berti Vogts, Uli Stielike, Rainer Bonhof og ikke mindst Allan Simonsen. De vandt pokaler sammen, inden Jensen røg til Real Madrid som den første dansker. Her erstattede han Günther Netzer.
Ikonisk scoring på Wembley
Men det var vel nok mere i januar 1973, at navnet Jensen klingede globalt. Han kom på hold med blandt andre Emlyn Hughes, Norman Hunter, Bobby Moore og Bobby Charlton, da de nye EF-lande (i dag EU) mødte de etablerede med Beckenbauer, Neeskens og Gerd Müller på Wembley.
Det blev ikonisk, for Henning Jensen lavede et uforglemmeligt hovedstødsmål på aflevering fra Bobby Charlton. Ikke blot målet, men billedet af Jensen er printet, svævende i luften på akrobatisk vis som en engel over Wembley.
Det blev illustrationen – og ideen – til Hans Jørgen Nielsens klassiske roman 'Fodboldenglen' fra 1979. Billedet af en nordjysk knægt, der på 15 måneder var gået fra Jyllandsserien til verdenstoppen.
Spilleren, der var hurtigere på de første meter end de fleste.
Spilleren, der havde finurlige driblinger.
Spilleren, der – som Per Høyer Hansen skrev det i Tipsbladet – var “lurende, tilsyneladende doven, men kommer som en hønsetyv om natten.”
Han blev mindet i Real Madrid, Mönchengladbach og Ajax, da han gik bort. De holdt minuttets stilhed og bar sørgebind. De mindedes ham som spilleren og mennesket Henning Jensen. En kultur, hvor de klapper spontant og husker de store.
Hos os er vi mere forbeholdende.
Jonas Vingegaard, verdensmestrene i håndbold, 92-holdet i sin tid. Øjebliksbilleder på Rådhuspladsen. Personligt vil jeg gerne have mere.
Vi må ikke lade os nøje med Jantes familie. Det handler ikke kun (men også) om pladser eller gadenavne til de uforglemmelige, om stationære krammere i ler eller bronze, momentvis.
Tænk, hvis vi udtrykte os fra hjertet sådan lidt mere hverdagsagtigt – et tak for sangen.
Det er det, de gør i Nørresundby på en torsdag, hvor Henning Jensen ville være fyldt et år mere.
Ikke kun hans driblinger vil blive husket.