Ny stor TV2-serie foregår i Nordjylland

Optagelserne er gået i gang til TV2's næste store fiktionsserie, ’DNA’, som får premiere til efteråret.

Det er erfarne kræfter, der er gået sammen om at skabe den næste store krimiserie på TV 2. 

Skuespiller Anders W. Berthelsen vender tilbage til tv-serie-formatet i rollen som den fallerede politiefterforsker Rolf Larsen, der har mistet grebet om sit liv efter at have mistet sin datter i en tragisk ulykke. 

Men afsløringen af en systemfejl i politiets DNA-register bringer overraskende spor frem i lyset og tvinger politimanden ud af sin eneboertilværelse i Nordjylland. Nye oplysninger nærer hos Rolf Larsen et spinkelt håb om, at datteren stadig lever, og en desperat og uautoriseret efterforskning leder ham på sporet af en sag om menneskehandel.

 
 
Foto: Martin Dam Kristensen / TV2

Serien er skrevet af Torleif Hoppe, som tidligere har været manuskriptforfatter på afsnit af tv-serier som ’Forbrydelsen’, ’Den som dræber’ og ’Nikolaj og Julie’. Det hele bliver instrueret af Henrik Ruben Genz, der har instrueret prisvindende spillefilm som ’Frygtelig lykkelig’, ’Undskyld jeg forstyrrer’ og ’Gud taler ud’ samt afsnit af tv-serier som ’Bankerot’, ’Borgen’, ’Lulu & Leon’, ’Forbrydelsen’, ’Krøniken’, ’Forsvar’ og ’Nikolaj og Julie’.

- Det er en stor fornøjelse, når vi på TV 2 kan samle markante danske talenter om en ny, stor fiktionsserie af denne kaliber. Og det er selvfølgelig en særlig glæde at byde Anders W. Berthelsen tilbage på dansk tv i en serie, siger TV 2's fiktionschef, Katrine Vogelsang.

Flere stærke kræfter

Udover Anders W. Berthelsen medvirker flere danske stjerner som Nicolas Bro, Olivia Joof, Louise Mieritz, Johanne Louise Schmidt og Trine Pallesen samt polske Zofia Wichlacz og den anerkendte, engelske skuespillerinde Charlotte Rampling, der i 2016 var Oscar-nomineret for filmen '45 Years'.

Manuskriptforfatter Torleif Hoppe blev inspireret til at skrive tv-serien af den virkelige historie om fejl i politiets DNA-register i 2011 og en bunke af oversete match i for længst afsluttede sager. Dengang matchede systemet ikke DNA-registre med potentielle gerningsmænd, og flere end 1000 sager måtte optrævles igen.

 
 
Foto: Henrik Ohsten / TV2

- Jeg har ønsket at lave en fortælling om en person, som måtte opklare en forbrydelse, som berørte ham selv personligt. Noget af det stærkeste og mest besættende, jeg personligt kan forestille mig, er en fars søgen efter sin egen datter. En jagt på det liv, han selv er ophav til – hans eget DNA, om man vil, siger Torleif Hoppe.

Instruktør Henrik Ruben Genz lægger heller ikke skjul på, at han mener, at tv-serien har et stærkt udgangspunkt.

- Historien drives frem af et fænomenalt godt fortalt kriminal-plot. Et gedigent mysterium om forsvundne børn, mulige kidnappere, mistænksomme sammenfald og fordækte huller i det lovpriste DNA-register, som tilsammen skaber en elementær spænding, siger han.

Optagelserne til ’DNA’ foregår i Danmark, især i Nordjylland, samt i Tjekkiet og Frankrig. Resultatet kan ses til efteråret på TV 2.


Seneste nyt

fra Nordjylland