Pas på i trafikken: Stor risiko for glatte veje

Bilister over hele landet skal være opmærksomme på, at vejene kan være glatte frem til tirsdag formiddag.

Allerede sidst på aftenen mandag er der god grund til at passe på, hvis du befinder dig bag rattet af en bil.

Efter en dag med masser af blæst og regnbyger falder temperaturen her til aften og skaber risiko for isglatte vejbaner.

Temperaturen vil i løbet af natten falde helt ned til fire til fem graders frost flere steder.

- Mandag aften er der generelt en glatføresituation. Det er klart vejr, og vinden lægger sig, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Peter Tanev.

Situationen bliver forværret af bygerne, der er faldet mandag, og at det generelt er vådt i naturen, og vandet derfor har svært ved at løbe væk.

- Når vejbanerne er våde mange steder, og temperaturen kommer under frysepunktet, får vi et klassisk tilfælde af frysende våde vejbaner, siger Peter Tanev.

På vej mod frost

Allerede nu er der flere steder, hvor vejbanen er på vej ned mod frysepunktet.

- Jeg forventer, at saltsprederne kommer på vejene inden længe, siger Peter Tanev, der også giver et generelt råd med på vejen til landets bilister:

- Hvis det er klart, og bilens temperaturmåler viser under fem grader, bør man altid være opmærksom på risiko for glatte veje i vinterhalvåret.

Der er risiko for isglatte veje tirsdag frem til tirsdag formiddag.
Der er risiko for isglatte veje tirsdag frem til tirsdag formiddag.
Foto: TV2 VEJRET / Grafik

Bilens måler opfanger kun temperaturen lige ved bilen, og temperaturen kan falde flere grader, uden at måleren når at reagere, hvis bilens passerer et udsat sted som for eksempel en lavning.

Dermed risikerer man som bilist komme på glatis uden forvarsel, selvom måleren fortsat er et godt stykke oppe i plusgraderne.

Der vil være risiko for glatte veje frem til tirsdag formiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland