Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Regeringen vil sætte ind mod butikstyve med nye tiltag

Foto: Torben Lykke Larsen

Butiksejere føler sig til grin, når de anmelder butikstyverier og får at vide af politiet, at de skal lade tyvene gå. Det får nu justitsministeren til at reagere.

Butiksejerne føler sig svigtet af politikerne. Nu reagerer justitsministeren.

Der er for mange butiksejere i Danmark, som på daglig basis bliver udsat for tyveri.

Derfor vil regeringen nu sætte ind med syv nye initiativer for at bekæmpe butikstyverier, oplyser Justitsministeriet.

TV 2 har de seneste dage i dokumentarserien 'Hvor er politiet?' kunnet fortælle, hvordan butiksejerne oplever tyverier som et stigende problem. Samtidig rejser butikkerne kritik af politiet. De mener ikke, der bliver gjort nok, når tyverierne bliver anmeldt.

- Det er helt grotesk med nogle af de eksempler, vi har set blandt andet i jeres udsendelse her i aften, hvor det er meget organiseret. Derfor kommer politiet også til at lave en indsats mod de her organiserede grupperinger, for det er helt uacceptabelt. Jeg synes ikke, at det var rart tv at se. Det skal vi kunne gøre bedre, siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mandag aften til TV 2.

Der er en generel frustration over, at politiet ikke kommer, at tyvene ikke straffes hårdt nok og folk er holdt med at anmelde tyverierne. Er det en retsstat værdigt?

- Næ, det synes jeg ikke. De folk skulle meget gerne begynde at ringe til politiet igen, og så skal vi selvfølgelig også gerne se, at politiet kommer, når der er de her ting. Det er ikke sikkert, at man kan komme med lyn og blink, det kommer an på situationen, men man skal i hvert fald komme forbi og hjælpe folk med at opklare det her. Man skal jo have tillid til at politiet kan opklare det, lyder det fra ministeren.

Hot spots og fokus på udlændinge

For at komme de organiserede butikstyverier til livs vil regeringen blandt andet have hårdere straffen for butikstyveri, og der skal oprettes særlige zoner - eller hotspots - hvor der vil være øget patruljering. Disse zoner skal dække områder, hvor butikstyve har været særligt aktive. Man planlægger at oprette mellem fem og ti hotspots.

Regeringens syv initiativer mod butikstyveri

01 - Hot spots

Der skal oprettes såkaldte hot spots, hvor politiet vil øge indsatsen mod butikstyverier. Der skal udvælges fem til 10 steder i landet, som er særligt prægede af tyverier.

 

02 - Hårdere straf for butikstyveri

Butikstyve skal straffes hårdere end nu. Der er tale om, at bødestraffen skal hæves. Stjæler man eksempelvis for 3000 kroner, så vil bøden blive hævet fra de nuværende 3000 kroner til 5000 kroner.

 

03- Ny enhed mod udenlandske tyvebander og styrket fokus på udvisning

Rigspolitiet skal oprette en ny enhed, der skal efterforske omrejsende tyvebander fra udlandet. Samtidig skal der være et styrket fokus på udvisning, så det sker, så snart tyven er taget.

 

04 - Styrket koordinering mellem myndigheder i kampen mod hæleri

Mange af genstandene fra butikstyverierne bliver solgt videre. Derfor skal koordineringen mellem myndighederne styrkes i kampen mod hæleri. Der er tale om, at politiet, Fødevarestyrelsen og Skattestyrelsen skal arbejde tættere sammen.

 

05 - Øget brug af hemmelige agenter i hælerisager

For at komme hælerisagerne på nettet til livs, skal der bruges flere hemmelige agenter, som skal infiltrere videresalg af de stjålne varer på nettet.

 

06 - Mindre bureaukrati

Der er mange regler om overvågning, anmeldelser og andet, butiksejerne skal forholde sig til. Derfor vil regeringen skabe mindre bureaukrati for butiksejerne.

 

07 - Mulighed for lønindeholdelse i erstatningssager

Mange butiksejere oplever, at de ikke får erstatning for de stjålne varer, fordi tyven ikke har mulighed for at betale tilbage. Derfor foreslås det, at man skal kunne trække tyven i løn i erstatningssager.

Det er politiet og de erhvervsdrivendes brancheorganisationer, der i fællesskab skal udvælge områderne.

Ifølge Justitsministeriet er der et særligt problem med butikstyveriet begået af udenlandske statsborgere. Sidste år stod udenlandske statsborgere for 34 procent af alle tilfælde af butikstyveri.

- Det er frustrerende og skaber utryghed for de erhvervsdrivende og for borgerne. Det vil vi på ingen måde acceptere, lyder det fra Søren Pape Poulsen.

- Der er ingen konsekvenser

Meny-købmand Brian Rosenstand fra Valby er en af dem, der er frustrerede over, at butikstyvene alt for ofte ikke ender bag tremmer.

- Gå ind og stjæl for 1000 kroner, og så er der ikke nogen straf. Det er blevet en så rentabelt ting at være butikstyv, fordi det ingen konsekvenser har, siger Brian Rosenstand til TV 2.

I TV 2-dokumentaren 'Hvor er politiet' viser Brian Rosenstand, hvordan en gruppe tømmer hans butik for mere end 100 kg slik. Den ene bliver efterfølgende dømt for i alt 37 tyverier og et udbytte på 160.000 kroner.

- Og hans dom. En straf på ni måneders fængsel, som er betinget. Det er helt vildt det her, lyder det fra Brian Rosenstrand.

Tyven skal altså ikke i fængsel, selvom han blev dømt for 37 tyverier - og sådan er det ofte.

Flere professionelle tyve

I 2016 var der 11.601 afgørelser om butikstyveri. I næsten ni ud af ti tilfælde var straffen en bøde - tre procent endte med fængsel. I kun tre ud af de over 11.000 domme var straffen på mindst et års fængsel - det svarer til 0,03 procent.

Købmand Brian Rosenstrand er rystet:

- Undskyld mig, men det er til grin det her. Det er det, jeg hele tiden har sagt, der er ingen konsekvenser. Det er for vildt det her.

Men antallet af butikstyverier de seneste år har været stabilt, så er der ifølge butikkerne kommet flere professionelle tyverier.

- Det er frustrerende, at der decideret er nogen, der kan lave en forretning ud af at køre rundt og stjæle så store mængder, siger Netto Danmarks direktør, Brian Seemann, til TV 2.

Ifølge butikkerne skyldes stigningen ikke mindst den straf – eller mangel på samme - der venter tyvene.

- Jeg er sikker på, at en af årsagerne til, at man ser meget tyveri er, at straffen måske ikke er højere. Man vurderer, at det er en risiko, man er villig til at tage, siger Brian Seemann.

Svigtet af politikerne

Købmand Brian Rosenstand mener i den grad, at der er blevet svigtet.

- Det er regeringen, politikerne og vores lovgivning, der er håbløs, siger købmanden.

Selv en kvindelig butikstyv fortæller anonymt til TV 2 dokumentar, at hun er overrasket over, at hun kunne stjæle gennem tre år og blive noteret for op med 90 forhold - uden konsekvenser.

- Politiet har ikke stoppet mig. De har set på mit kriminalregister, hvor mange forhold jeg har. De har anholdt mig og ladet mig gå, anholdt mig og ladet mig gå. Det er jo ikke normalt, siger den kvindelige tyv til TV 2.

På 12 år har Brian Rosenstand kun fået penge tilbage fra tyveri en enkelt gang.


Nordjyske borgmestre raser over CO2-afgift på fiskeri

Foto: Daniel Mikkelsen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

De appellerer til handling fra regeringens side, der skal sikre, at fiskerierhvervet ikke bliver truet på sin eksistens.

Ved årsskiftet træder en ny afgift i kraft.

Det kommer nemlig til at koste lidt mere end to kroner ekstra per liter at tanke sin fiskekutter med diesel. Det er en såkaldt CO2-afgift.

Problemet er bare, at fiskeriforeningen forudser, at cirka 45 procent af landets mellemstore kuttere bliver ulønsomme. Og det får nu seks nordjyske borgmestre til at gå i kamp for det erhverv, der er så vigtigt for så mange heroppe i Nordjylland. I et åbent brev opfordrer de regeringen til at udskyde afgiften.

- Vi vil på det kraftigste opfordre til, at CO2-afgiften udskydes, afbalanceres i en tæt dialog mellem statslige myndigheder, erhverv og kommuner – og ikke blot hastes igennem for at kunne demonstrere en national handlekraft, lyder det blandt andet i brevet.

De mener, det er risikabelt for Danmark at gå enegang med en CO2-afgift på fiskeriet, som kan ende med at lukke erhvervet lokalt i Danmark.

Fiskeriet er et afgørende erhverv

PÅ TV2 Nord har vi dækket sagen. En fisker har udtalt, at han overvejer at tanke sin kutter og sælge sine fisk i Sverige, og på havnen i Hirtshals frygter en lokal virksomhed for sin fremtid. For det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv.

Tonen i det åbne brev er ikke til at tage fejl af. Den er hård.

- De nordjyske fiskerihavne er helt dominerende i dansk fiskeri, og samtidig meget afgørende for både de lokale kystsamfund og de kommunale økonomier. Vi kan ikke stiltiende se til, at fiskerierhvervet tvinges i knæ med en tilsyneladende unuanceret CO2-afgift, står der blandt andet.

Brevet er underskrevet af Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring Kommune, Karsten Thomsen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, Niels Jørgen Pedersen (V), borgmester i Thisted Kommune, Tobias Johansen (V), borgmester i Læsø Kommune, Hans Ejner Bertelsen (V), borgmester i Morsø Kommune og Anne-Mette Ulstrup (DF), viceborgmester i Jammerbugt Kommune. Sammen udgør de Nordjysk Fiskerikommunenetværk.

Se hele brevet her

Åbent brev til minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen

De nordjyske fiskerihavne er helt dominerende i dansk fiskeri, og samtidig meget afgørende for både de lokale kystsamfund og de kommunale økonomier. Vi kan ikke stiltiende se til, at fiskerierhvervet tvinges i knæ med en tilsyneladende unuanceret CO2-afgift pr. 1. januar 2025.

Afgiften må uden tvivl udskydes, afbalanceres og indfases i et tempo, som giver mening – dels ift. at finde den bedste løsning ift. klima og miljø, og dels ift. at behandle erhvervet med respekt og realisme.

Vi er ganske enkelt nødt til at indfase afgiften i et tempo, som står mål med tilgængelighed og lønsomhed ved andre relevante drivmidler – om det så måtte være biobrændstof, batteriteknologi eller andet.

Teknologien er ikke p.t. tilpasset, og i praksis vil vi med en særskilt dansk CO2-afgift presse fiskeriet i 2 mulige retninger – enten lukker en del af erhvervet ned, eller også flyttes en del af fiskeriet til udenlandske havne.

Og dermed kender vi alle udmærket resultatet – vi ender som samfund med at importere fiskeprodukter fra lande og havne, som på ingen måde bekymrer sig om hverken miljø eller klima.

Dermed har vi fat i kernen af et gammelkendt problem i dansk enegang på klimaområdet: Danmark ender med at være så meget på forkant, at vi blot skubber danske arbejdspladser og industriproduktion til andre lande.

Vi må på det skarpeste appellere til, at eksempelvis en CO2-afgift ikke indføres af Danmark alene – det må være en sag for hele EU. Vi kan ikke på den ene side have et fiskerierhverv, som er gennemreguleret i EU for blandt andet at tilsigte lige og fair konkurrencevilkår, og så samtidig indfase en afgift kun for dansk fiskeri, som vil gøre præcis det modsatte – at efterlade vores erhverv i en total ulige konkurrence.

Nuvel, den danske stat udtrykker at ville kompensere fiskerne gennem de første 5 år af afgiftsperioden; men når vi samtidig har grund til at tro, at der end ikke er styr på denne kompensationsordning, blandt andet af skattetekniske årsager, ja så er vi på ingen måde trygge ved den kommende ordnings introduktion i al hast.

Vi må gøre alt for, at Danmark ikke går enegang, men i stedet indfaser en afgift i samarbejde med alle øvrige EU-lande – alt andet er helt absurd. Danmark må ikke gå enegang på et så stærkt konkurrencepræget marked.

Husk endvidere på, at lige præcis fiskerierhvervet er af afgørende betydning for lokale og kommunale økonomier i de danske – og ikke mindst de nord- og vestjyske – landdistrikter. Her er det samtidig nærmest umuligt at erstatte fiskerierhvervet med andre produktions- eller videnserhverv.

Det er selvsagt kritisk, ikke mindst i lyset af, at stort set alle havnene har investeret massivt i moderne og udbygget infrastruktur, som i høj grad er tilpasset netop fiskeriet. I tilgift skaber en arbejdsplads til havs adskillige jobs i havnene og i de mange industri- og transportvirksomheder, som læner sig tæt opad fiskeriet.

Hele denne fiskeriklynge kan vi ikke, som borgmestre i det vestlige og nordlige Jylland, tillade bliver smadret. Fiskeriet er pr. definition yderst mobilt, når det handler om køb af brændstof og anløb af fremmede havne, og konsekvensen af den kommende afgift skubber naturligvis erhvervet væk fra Danmark.

Så enkelt er det!

Nyere fartøjer, billigere og mere tilgængelige biobrændstof- og batteriteknologier, bedre og mere energibesparende redskaber kombineret med en ret massiv nedgang i fiskeriet gennem mange år trækker alt sammen i retning af et mere bæredygtigt fiskeri – men særligt de førstnævnte indsatser kan ikke indføres over natten.

Det vil tage år, og det vil kræve forstående banker og kreditorer ift. fiskerierhvervet, som i forvejen har begrænset adgang til risikovillig kapital.

Endelig er vi ganske enkelt også skuffede over at se, at de selvsamme kommuner, som indiskutabelt bidrager allermest til Danmarks grønne omstilling via vindmøller og solceller, nu skal lide den tort også at betale for omstillingen med en nedgang i det for os afgørende fiskerierhverv.

Det kan ganske enkelt ikke passe, at vi betaler for den grønne omstilling på ALLE fronter, mens store dele af det øvrige Danmark kan læne sig komfortabelt tilbage. Vi kan ikke acceptere at blive straffet for vores indsats ved også at skulle afvikle det, som er afgørende for vores økonomiske sammenhængskraft, nemlig de arbejdspladser og den store værdi, som er knyttet til vores primære erhverv og produktionsvirksomheder.

Regnestykket er endda endnu sværere at godkende, når vi kan forudsige, at produktion og jobs i stedet blot rykker til udenlandske havne. Det er ikke klog grøn omstilling!

Vi vil på det kraftigste opfordre til, at CO2-afgiften udskydes, afbalanceres i en tæt dialog mellem statslige myndigheder, erhverv og kommuner – og ikke blot hastes igennem for at kunne demonstrere en national handlekraft.

Med venlig hilsen
Nordjysk Fiskerikommunenetværk

Søren Smalbro, Borgmester Hjørring Kommune & Formand for Nordjysk Fiskerikommune Netværk
Karsten Thomsen, Borgmester Frederikshavn Kommune
Niels Jørgen Pedersen, Borgmester Thisted Kommune
Tobias Johansen, Borgmester Læsø Kommune
Hans Ejner Bertelsen, Borgmester Morsø Kommune
Anne-Mette Ulstrup, Viceborgmester Jammerbugt Kommune


Galt eller genialt? Salon Sanne 'sparer' på strømmen

Foto: (Privatfoto)

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Nyheden om den rekorddyre elpris har fået Sanne Sørensen til at lave lidt sjov med kunderne.

Herover kan du se et billede af en frisør, hvor det ligner hun har taget alle midler i brug for at spare på strømmen; hun har taget pandelampe på og blæser ind i en slukket føntørre med sin mund, mens en kunde sidder i frisørstolen.

Er den mon god nok? Er hun virkelig så vild efter at spare?

Nej. Godt nok er hun nordjyde og bevidst om priser, men det er altså bare for sjov. For hvis der er noget Sanne Sørensen kan lide, er det et godt grin i salonen.

- Ja, det er da en joke, griner Sanne Sørensen ind i telefonen.

- Vi skal da have lidt grin, også når det er lidt træls. Det skal ikke være så kedeligt det hele, siger hun til TV2 Nord denne torsdag eftermiddag, hvor elpriserne sætter ny Danmarksrekord.

Kunderne er med på lidt fis og ballade

De tilbagevendende høje elpriser har nemlig været et emne, der har været oppe at vende flere gange i salonen. Og da hendes datter her til morgen sad i stolen, blev de enige om, at det skulle der altså laves lidt fis med.

- Jeg har fået mange fine tilbagemeldinger fra folk, der synes, det er sjovt.

Men selvom det er gak og løjer, tænker hun da over, at prisen i dag er høj. For hun har en variabel elpris, og derfor er det netop denne eftermiddag, at strømmen er ekstra dyr.

- I salonen kan jeg jo ikke spare. Der skal tændes føntørrere og varmere til kunderne - men det er da nok ikke lige nu, jeg sætter en tøjvask over, siger hun med et stort grin og kommer med en anekdote fra salonen tidligere i dag:

- Jeg havde en herre i salonen, der gav mig og en anden kvindelig kunde et godt grin. For han mente ikke, jeg skulle bruge en masse el på at føntørre hendes hår helt tørt. Så mit opslag på Facebook har givet anledning til fis og ballade, og sådan kan jeg godt lide at have det her i salonen, siger hun.

Og hun er ikke den eneste, der laver lidt fis med dagens varme emne. Også ved Hanstholm Madbar laver de lidt sjov med elpriserne.


Store forskelle: Her topper og flopper Nordjylland

Foto: Boligsiden

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Salgspriserne i Nordjylland har taget et hop, men i 2024 var det - i hvert fald værdiforøgelsesmæssigt - bedre at eje en lejlighed end et hus.

Der er dårligt nyt til dem, der overvejer at træde ind på boligmarkedet. Priserne på både ejerlejligheder, villaer og rækkehuse er nemlig steget.

Region Nordjyllands ejerlejligheder står på landsplan for den største stigning på 12,6 procent, hvilket er stik imod udviklingen i huspriserne, hvor stigningen er lavest i netop Nordjylland, skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.

Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Fra november 2023 til november 2024 er den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse steget med fem procent. Det betyder, at den gennemsnitlige salgspris ligger på 17.671 kroner pr. kvadratmeter.

Nordjysk fordobling

Mens man i Region Hovedstaden kan juble over den største stigning på 6,2 procent, er der ikke grund til at juble helt så meget i Nordjylland, hvor priserne kun er steget 2,8 procent - den laveste stigning af alle regioner.

- 2024 har været et år uden de helt store kriser som corona, energikrise eller økonomisk krise, som har påvirket markedet de seneste år. Samtidig er renterne faldet, og det har skubbet til den udvikling, der har været i gang siden februar 2023, hvor huspriserne ramte et lavpunkt og begyndte at bevæge sig op igen, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.

I Nordjylland er det nok ejerlejlighedsejerne, der er mest tilfredse med udviklingen. Salgsprisen er nemlig på landsplan steget med 6,2 procent, men i Region Nordjylland er prisen steget med hele 12,6 procent.


Nordjyde i anderledes rolle: Nomineret til en Golden Globe

Foto: TV2

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.

Dan Jakobsen er for mange kendt for sine roller som nisse i diverse julefilm, eller som Danmarks mindste mand.

Den lille mand har dog påtaget sig en anden mindre rolle i filmen 'The Girl With The Needle' (Pigen med nålen, red.).

- Jeg var faktisk i tvivl, om jeg ville sige ja til rollen, fordi jeg skulle nogle ting i filmen. Men efter snakke med andre og mange overvejelser, valgte jeg at sige ja, og det er jeg glad for, forklarer Dan Jakobsen.

- Man skal jo huske, at det er en rolle, man tager på sig, og at det ikke er personen, tilføjer han.

Rart med et mix

Filmen er inspireret af historien om danmarkshistoriens værste seriemorder, Dagmar Overbye, der i 1921 blev dømt for mord på ni spædbørn.

Den handler om den unge fabriksarbejder Karoline, som kæmper for at overleve i København efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun kvinden Dagmar, der driver et undergrundsadoptionsbureau. Her hjælper Dagmar mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn.

- Jeg kan godt lide at lave sådan noget, og jeg kunne godt tænke mig at lave lidt mere af den slags - altså noget anderledes, forklarer Dan Jakobsen.

- Jeg kan også godt lide at spille nisse, men det er rart med et mix, så jeg kan blive bedre selv og udvikle mig gennem forskellige muligheder og roller, tilføjer han.

Dan Jakobsen fortæller dog, at han ikke nødvendigvis gider leve af det, men at han gerne vil lave flere film, som også er anderledes.

Hvad er Golden Globe?

Golden Globe Awards er en årlig prisuddeling, der afholdes af Hollywood Foreign Press Association (HFPA) for at hylde vigtige film- og tv-produktioner og skuespillere. De første Golden Globe-priser blev uddelt i 1943, og siden da har prisuddelingen været en af de mest prestigefyldte i verden.

Golden Globe Awards uddeles i forskellige kategorier som bedste film, bedste tv-serie, bedste skuespiller og skuespillerinde. Der er også separate kategorier for komedier og musicals samt for forskellige genrer som drama, komedie og animation.

En jury bestående af medlemmer af Hollywood Foreign Press Association vælger vinderne af Golden Globe Awards. Medlemmerne af HFPA er journalister, der rapporterer om den amerikanske filmindustri til udenlandske publikationer.

Kilde: Dfi.dk

Ydmyg nordjyde om stor pris

Filmen har allerede vundet flere forskellige priser, og nu er den også nomineret til en såkaldt 'Golden Globe' i kategorien Bedste Ikke-engelsksprogede Film.

- Det er meget fornemt, men nu har jeg ikke verdens største rolle, så takken skal sendes videre til dem med større roller end mig, og dem omkring filmen. Men det er da et godt udstillingsvindue for mig, filmen og dansk film, lyder det fra den ydmyge nordjyde.

Selv opdagede Dan Jakobsen først nomineringen, da andre omkring filmen begyndte at dele opslag omkring det på sociale medier. Han tænker, det nok bliver samme måde, han finder ud af, om filmen vinder.

- Hvis jeg husker det, følger jeg med, men jeg ved slet ikke, om man kan se det live. Hvis man kan, må jeg se, om det lige passer, ellers holder jeg øje med det efterfølgende. Jeg skal nok finde ud af det, tænker jeg, griner Dan Jakobsen.

Golden Globes-prisuddelingen finder sted 5. januar næste år.


Det kan få fatale konsekvenser for en række følgeerhverv, at der til nytår indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet.

- Jeg frygter, at nogle af vores kunder ikke har økonomien til at fortsætte på den måde.

Sådan lyder det fra Morten Mikkelsen, der er afdelingsdirektør i Entech Marine i Hirtshals. For når der indføres en ny CO2-afgift på fiskeriet til nytår, anslår Fiskeriforeningen at 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer er i fare for at forsvinde.

Og det er skidt nyt for Entech Marine, der blandt andet servicerer motorerne ombord på fiskerifartøjerne. Som følgeerhverv til fiskeriet har en kommende CO2-afgift også betydning for dem.

- Vi ved jo, at mange af fiskerne - vores kunder - er pressede i forhold til deres kvoter og økonomien i forvejen. Og en yderligere udgift for dem, vil have store følger for os. Vi vil jo miste kunder, frygter afdelingsdirektøren.

I Hirtshals Service Group, der repræsenterer blandt andre Entech Marine og en række andre følgeerhverv, er der også dybe panderynker over den nye CO2-afgift.

- Når jeg hører, at der er fiskeskippere rundt omkring, som tænker at sælge deres båd, fordi de ikke har råd, ved jeg godt, at så mister vi kunder i vores servicegruppe. Og det betyder, at nogle af de kunder, de har haft i mange år, måske simpelthen siger 'Stop! Nu kan vi ikke mere', siger Per Christensen, bestyrelsesformand i Hirtshals Service Group.

Det er ikke kun skidt for de virksomheder, der har adresse på havnen i Hirtshals. Det er skidt for hele byen, lyder det fra bestyrelsesformanden.

- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange arbejdspladser det er. Morten har 35 ansat. Så har han måske ligeså mange underleverandører af elektrikere, tømrere og malere, der kommer ind på pladsen her. Og når det går udover dem, begynder det også at gå ud over byen, så jeg tør ikke sætte et tal på, siger Per Christiansen.

Foto: Regnar Bekker / TV2 Nord

Konsekvenser kan ses om seks måneder

CO2-afgiften betyder, at diesel til kutterne kommer til at stige med 2,25 kroner. Fiskeriforeningen anslår, at det vil gøre 45 procent af de mellemstore fiskerifartøjer u-lønsomme på grund af afgiften.

Og det får Morten Mikkelsen til at frygte, at det kan få betydning for de 35 medarbejdere, han har ansat i Entech Marine.

- Jeg frygter selvfølgelig, at vi bliver nødt til at reducere i flokken, hvis vi mister kunder. Så det er en katastrofe, siger afdelingsdirektør Morten Mikkelsen, og fortsætter:

- Fiskerne er seje, de vil kæmpe, så længe de kan. Men midt på året (2025, red.) tænker jeg, der kunne være nogle problemer i det.

Men kan I ikke bare servicere andre fartøjer end dem i fiskeriet?

- Vi servicerer alle typer skibe, men fiskeriet er en stor del af det.

Per Christiansen, er det ikke fair nok, at vi alle skal bidrage til den grønne omstilling?

- Jeg tror da helt bestemt, at vi alle sammen gerne vil den grønne omstilling. Men der er nogen, der ikke har fundet ud af, at det koster rigtig mange penge at blive grøn. Og når vi ikke har noget alternativ til det brændsel, vi bruger i dag, så synes jeg ikke, der er fair, at man bare lægger afgifter ovenpå. For jeg tror ikke på, at CO2'en forsvinder, fordi vi får afgifter.

- Vi har nemlig ingen alternativer til den brændstoftype, vi bruger. Og det er jo der, problemet er. Der er ingen alternativer. Det duer ikke.