Se kortene: Sådan falder sneen i weekenden
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Lørdag og søndag vil sneen begynde at drysse ned over dele af Nordjylland.
Hvis man føler sig forbigået med hensyn til synet af hvide, snedækkede veje, tage og landskaber, er der snart mulighed for en lille opmuntring.
Ustabil luft strømmer fortsat ind over Danmark fra øst, og det er medvirkende til at danne slud- og snebyger flere steder. Bygerne bliver især dannet over de for årstiden lune farvande, som både tilfører luften varme og fugtighed.
Derfor vil man også især opleve slud- og snebyger ved de landsdele, som vender ud mod Kattegat og Østersøen. Herfra kan bygerne drive videre ind over land, som tilfældet har været det de foregående to døgn.
Snebyger i nat og lørdag
Vinden drejer dog efterhånden mere om i øst og sydøst, og det betyder, at andre landsdele også kan blive ramt af vinterlige byger.
Fra fredag aften og indtil lørdag aften betyder det, at både det østlige Sjælland og en større del af Nordjylland kan blive ramt af slud- og snebyger.
Det er ellers landsdele, som ikke er blevet ramt af snebyger de seneste dage. Men da der fortsat er tale om byger, kan der være store lokale forskelle i udbredelsen af bygerne. Nogle steder kan man få et par centimeter sne, mens man andre steder ikke får et fnug.
Udbredt sne til dele af landet søndag
Mens sneen lørdag fortrinsvis vil falde i forbindelse med byger, nærmer et større frontsystem sig Danmark fra vest i løbet af søndagen.
Der er fortsat stor usikkerhed i prognoserne, men alt tyder på, at det søndag formiddag vil begynde at sne over den vestlige del af Jylland.
Herfra vil sneen langsomt bevæge sig videre mod øst, mens nedbørsintensiteten dog vil aftage. Derfor kommer der mindst sne jo længere østpå i landet, man kommer - og på Bornholm vil det formentlig forblive helt tørt. Samtidig bliver det blæsende fra sydøst, så lokalt kan snefygning ikke udelukkes - navnlig ikke i Jylland.
Samlet set kan der henover weekenden i alt falde mellem én og fire centimeter sne, mens der andre steder ikke kommer så meget som ét fnug.