Se prognosen: Her får vi over 25 grader igen i dag

Der er i dag udsigt til over 25 grader flere steder. Varmest ser det ud til at blive i København og Nordvestjylland.

Selvom vi kun er halvvejs igennem maj, har vi tirsdag udsigt til årets ottende sommerdag, når temperaturerne flere steder igen når over 25 grader.

Et højtryk over Skandinavien sørger nemlig for, at vi fortsat får tør og varm luft ind over landet fra øst.

Mens solen mange steder i landet igen vil skinne fra en skyfri himmel, er der dog flere skyer på vej ind over de sydøstlige egne, som kan give lidt skygge i perioder.

Især på Bornholm må man berede sig på en dag, hvor temperaturen holder sig under 20 grader, og hvor der vil være flere skyer på himlen.

Mandag fik vi årets hidtil varmeste dag, da temperaturen i København nåede op på 27,5 grader.

Det var samtidig den højeste temperatur målt i hovedstaden så tidligt på året siden 1913.

SOMMERDAGE I 2018

En sommerdag er en dag, hvor temperaturen et eller flere steder i landet kommer over 25 grader.

19. april: 26,7 grader
20. april: 26,1 grader
7. maj: 25,3 grader
9. maj: 25,5 grader
10. maj: 25,6 grader
13. maj: 25,2 grader
14. maj: 27,5 grader

I alt: 7

 


Seneste nyt

fra Nordjylland