SSI mangler 82.000 influenzavacciner – det går ud over de sårbare, siger læge-formand
Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
(ARKIV) SSI understreger, at vaccinerne ikke er tiltænkt den del af befolkningen, som typisk kan tåle influenza.
Praktiserende læger er nødt til at aflyse eller udskyde vaccinationer.
Sundhedsminister Magnus Heunicke har flere gange opfordret danskerne til at lade sig vaccinere mod influenza.
Men nu er efterspørgslen på influenzavaccinerne for stor til, at Statens Serum Institut (SSI) kan følge med.
Således ligger der bestillinger på 82.000 doser fra apoteker, læger og klinikker, som styrelsen på nuværende tidspunkt ikke kan efterkomme.
Det oplyser SSI’s pressetjeneste til TV 2.
Bør prioritere de svageste
Den store efterspørgsel betyder blandt andet, at praktiserende læger er nødt til at aflyse eller udsætte vaccinationer af patienter, fortæller Jørgen Skadborg, der er konstitueret formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
- Manglen på vacciner gør, at man bør prioritere de svageste i samfundet, selv om det er forståeligt, at private virksomheder gerne vil vaccinere ansatte, siger han.
Det har konsekvenser for dem, der har allermest brug for vaccinen, når doserne ikke slår til, mener Jørgen Skadborg.
- Det er ikke særlig smart, at vaccinerne ikke bliver distribueret til risikogrupperne. Det trænger til mere styring fremover, siger han.
De mange nedlukninger og øget hygiejne under coronakrisen betyder, at en række luftvejssygdomme er blevet undertrykt. Infektioner, som ventes at vende tilbage i løbet af efteråret og vinteren.
Det er ikke særlig smart, at vaccinerne ikke bliver distribueret til risikogrupperne.
Jørgen Skadborg, konstitueret formand i PLO.
Når myndighederne derfor har opfordret befolkningen til at huske influenzavaccinen, har det været for at forebygge fornyet pres på sundhedsvæsenet.
Rekordhøj leverance af vacciner
Sundhedsministeriet oplyser til TV 2, at der i år er bestilt flere vacciner hjem end i de foregående to år.
- Der er bestilt et meget stort antal influenzavacciner - omkring 2,5 millioner influenzavacciner sammenlignet med omkring 1,6 millioner i 2020 og 1 million i 2019. Samtidig er der sikret en stor mængde højdosis vacciner til de ældste og vacciner til børn i alderen 2-6 år, skriver ministeriet i et skriftligt svar.
Jørgen Skadborg forventer derfor også, at problemet med tiden går i sig selv.
- Men lige nu er der et enormt problem med uvished for dem, der skal udsætte lægetid, fordi der ikke er en vaccine til dem, siger han.
Knaphed på influenzavacciner har også fået Danske Lægers Vaccinations Service til at sætte 300 virksomhedskunder på standby.
Det oplyste selskabet, der er landets største udbyder af vacciner, i sidste uge til Ritzau.
- Det er virksomheder, der gerne vil have deres medarbejdere vaccineret, men hvor vi er nødt til at sætte nogle af dem på standby, sagde medicinsk direktør og speciallæge Carsten Schade Larsen.
Flere vacciner på vej
Statens Serum Institut fortæller mandag, at 650.000 personer ifølge seneste opgørelse er blevet vaccineret.
De ældre, sundhedspersonalet og børnene, har endnu tid nok til at få deres stik i de kommende uger
Lasse Vestergaard, afdelingslæge på Statens Serum Institut.
Da de i alt har sendt 1,3 millioner vacciner ud, bør der ifølge instituttet på nuværende tidspunkt være 650.000 doser tilbage i samfundet klar til at blive brugt.
Derudover lander yderligere 200.000 doser i uge 43, skriver SSI i et skriftligt svar.
- Det er mere end rigeligt til risikogrupperne, så der burde ikke være et problem, oplyser Lasse Vestergaard, afdelingslæge på Statens Serum Institut.
SSI skriver, at vaccinerne ikke er tiltænkt den del af befolkningen, som typisk kan tåle influenza.
- Målgrupperne, de ældre, sundhedspersonalet og børnene har endnu tid nok til at få deres stik i de kommende uger, siger Lasse Vestergaard.
Han peger på, at højsæsonen først indfinder sig i november og december.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for at ændre på planen for influenzavaccination.
- Selvom enkelte influenzavacciner lige nu er i restordre, kommer der nye leverancer i uge 43, 45 og 46, skriver Sundhedsministeriet på vegne af styrelsen til TV 2.