Tom Kristensen optaget i Hall of Fame

Den nordjyske racerkører Tom Kristensen blev lørdag aften indlemmet i sportens Hall of Fame.

Efter en 17-årig lang karriere blev racerkøreren Tom Kristensen indlemmet i en af landets mest eksklusive klubber - Sportens Hall of Fame - lørdag aften.

Tom Kristensen er det 33. medlem af Hall of Fame.

Den tidligere racerkører var tydeligt berørt, da han modtog prisen til showet 'Sport 2017' i Boxen i Herning.

50-årige Tom Kristensen modtog prisen til et stående bifald fra salen.

- Jeg er utrolig glad og beæret, og det er en fantastisk ære, sagdeTom Kristensen.

- Tænk at jeg får en buste til at stå i Idrættens Hus i Brøndby sammen med de fantastiske personligheder i Hall of Fame, som har præget mig og dansk idræt. Jeg ser frem til, at nattevagten slukker lyset, så skal alle os medlemmer have nogle fantastiske samtaler.

Der er tre tidligere speedwaykørere i Sportens Hall of Fame, men det er først nu, at automobilsporten får et medlem i det fine selskab.

- Det her er også noget særligt for automobilsporten og en udmærkelse for den. Jeg håber, at sporten kan drage nytte af dette i fremtiden til at vokse sig endnu større og endnu bedre, lød det fra 'Mr. Le Mans', der indstillede sin karriere i 2014.

Formanden for Sportens Hall of Fame, Preben Kragelund lægger i sin begrundelse for valget af Tom Kristensen som nyt Hall of Fame-medlem vægt på, at danskeren har vundet Le Mans ni gange.

- Tom Kristensens sportslige bedrifter taler for sig selv. Ni sejre i Le Mans er noget helt ekstraordinært og en præstation, man kun kan have den allerstørste respekt for, siger Preben Kragelund.

Samme aften blev den tidligere Fortuna Hjørring-spiller, Nadia Nadim, kåret til Årets Forbillede.

Medlemmer af Sportens Hall of Fame

Tom Kristensen, racerkører (optaget i 2018)
Eskild Ebbesen, roer (2017)
Peter Gade, badmintonspiller (2016)
Lars Christiansen, håndboldspiller (2015)
Brian Laudrup, fodboldspiller (2014)
Camilla Martin, badmintonspiller (2013)
Camilla Andersen, håndboldspiller (2012)
Hans Nielsen, speedwaykører (2011)
Poul-Erik Høyer, badmintonspiller (2010)
Jesper Bank, sejlsportsudøver (2009)
Wilson Kipketer, atletikudøver (2008)
Peter Schmeichel, fodboldspiller (2008)
Michael Laudrup, fodboldspiller (2007)
Anja Andersen, håndboldspiller (2007)
Tom Bogs, bokser (2002)
Preben Elkjær, fodboldspiller (1999)
Morten Olsen, fodboldspiller (1998)
Morten Frost, badmintonspiller (1997)
Erik Gundersen, speedwaykører (1996)
Allan Simonsen, fodboldspiller (1995)
Leif Mortensen, cykelrytter (1994)
Niels Fredborg, cykelrytter (1993)
Gunnar 'Nu' Hansen, sportsjournalist (1993)
Ole Olsen, speedwaykører (1992)
Lene Køppen, badmintonspiller (1992) 
Ole Ritter, cykelrytter (1992)
Erik Hansen, kajakroer (1992)
Erland Kops, badmintonspiller (1992)
Kurt Nielsen, tennisspiller (1992)
Paul Elvstrøm, sejlsportsmand (1992)
Lis Hartel, dressurrytter (1992)
Ragnhild Hveger, svømmer (1992)
Knud Lundberg, sportsjournalist samt fodboldspiller, mv. (1992)

Seneste nyt

fra Nordjylland