Udsalget er aflyst: Toys'R'Us i Aalborg og Hjørring lukker endegyldigt torsdag aften
Foto: Hans-Christian Lauritzen
De 26 butikker, der stadig var åbne, er blevet lukket. Medarbejderne er fritstillet.
Konkursboet efter Top-Toy har torsdag aflyst det planlagte udsalg i fem BR- og 21 TOYS'R'US-forretninger i Danmark, der har holdt åben siden Top-Toy blev erklæret konkurs.
Samtidig lukker alle butikkerne, og medarbejderne bliver fritstillet. Det oplyses i en pressemeddelelse.
Lars Bo Kirk, pressetalsmand for Top-Toy, har ellers tidligere sagt til TV 2, at der ville blive holdt et stort udsalg i januar.
Forhandlinger om salg
Ifølge pressemeddelelsen er beslutningen om at aflyse udsalget truffet af kuratorerne i konkursboet, der i øjeblikket arbejder på at sælge værdierne i boet helt eller delvist.
Ifølge pressemeddelelsen foregår der i øjeblikket realitetsforhandlinger om dette, men kuratorerne kan endnu ikke oplyse detaljer.
Top-Toy gik 30. november i betalingsstandsning efter et katastrofalt regnskab, der blandt andet afslørede en milliardnedskrivning.
Minus på over to milliarder
I den forbindelse oplyste Top-Toy, at 450 fuldtidsstillinger på tværs af koncernen skulle nedlægges, heraf 180 i Danmark.
Her afslørede virksomhedens regnskab også et negativt driftsresultat på 149 millioner kroner og en bundlinje med et minus på mere end to milliarder kroner.
Flere end 3000 medarbejdere i de to legetøjskæder blev i sidste uge sagt op i forbindelse med konkursen.
Konkursen skyldes øget digitalisering, et større antal konkurrenter og skiftende spilvaner blandt børn, skrev Top-Toy i en pressemeddelelse.