Varsel: Storm med orkanvindstød kan ramme i nat

TV 2 Vejret har udsendt et varsel for vindstød af stormstyrke i store dele af landet, og lokalt kan man få særdeles kraftige vinde.

Efter en solid omgang regn i fredags kan man roligt sige, at efterårsferien er begyndt med rigtigt efterårsvejr, og nu bliver det omend endnu mere efterårsagtigt.

En lille storm ser ud til at skulle bevæge sig hen over den nordlige del af Danmark natten til mandag og mandag morgen.

Der er varsel for vindstød af orkanstyrke ved den jyske vestkyst, mens vindstød af stormstyrke kan brede sig langt ind over land i hele den nordlige halvdel af Jylland og ved Sjællands kyster mod Kattegat. Foto: TV 2 Vejret
Der er varsel for vindstød af orkanstyrke ved den jyske vestkyst, mens vindstød af stormstyrke kan brede sig langt ind over land i hele den nordlige halvdel af Jylland og ved Sjællands kyster mod Kattegat. Foto: TV 2 Vejret

Ved den jyske vestkyst kan middelvinden nå stormstyrke, og flere prognoser har vindstød på mere end 32,6 meter per sekund, hvilket svarer til orkanstyrke.

Området mellem Hanstholm og Hvide Sande er mest udsat for de kraftige vinde, og selv langt inde over land er der risiko for vindstød af stormstyrke eller stærk stormstyrke.

Fra vindstille til fuld storm på mindre end et døgn

Stormen kommer i forbindelse med et lavtryk, der søndag formiddag ligger som en beskeden ansamling af skyer med svage vinde over den sydvestlige del af de Britiske Øer.

I løbet af søndagen bevæger lavtrykket sig hen over Nordsøen, mens det intensiveres kraftigt, og hen over natten tager det med stor sandsynlighed turen ind gennem Skagerrak.

Det betyder, at Danmark vil befinde sig på sydsiden af lavtrykket, og det er ofte det mest blæsende sted i et efterårslavtryk.

Søndag aften frisker vinden op ved den jyske vestkyst. I første omgang fra øst og siden fra syd og sydvest ud på natten.

Sidst på natten, når vinden er i vest, kan vinden nå stormstyrke i middel, hvilket er 24,5 meter per sekund eller mere, og samtidig kan orkanvindstød slå ind mod kysten.

Siden bevæger de kraftige vinde sig hen over Midt- og Vestjylland samt dele af Nordjylland og Østjylland ud på morgenen mandag.

Mandag morgen og formiddag bliver det generelt ganske blæsende i og omkring hele Kattegat og Østersøen, inden vinden gradvist lægger sig igen ud på eftermiddagen og aftenen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland