Vrede kunder får bryghus til at droppe politiker-øl

Øletiketter har bragt Thisted Bryghus i noget af i et stormvejr. - Det er trist, siger Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, som er blandt de politikere, der fik brygget øl fra bryghuset med eget billede og navn.

Bryghuset har i mange år kørt med et koncept, hvor kunderne kan få tappet øl med egne etiketter på. Det har man også gjort for flere politiske partier herunder Socialdemokratiet, SF og senest Nye Borgerlige.

Men etiketterne til Nye Borgerlige har gjort nogle stamkunder så vrede, at Thisted Bryghus har valgt at droppe produktionen af dem.

Det skriver bryghusets administrerende direktør, Aage Svenningsen, i et opslag på Facebook.

- Havde vi vidst, at den her sag ville give os så mange ridser i lakken, havde vi aldrig produceret øl til hverken Nye Borgerlige - eller andre politiske partier. Det kommer vi heller ikke til at gøre fremtiden, står der blandt andet.

Beslutningen om at droppe etiketterne vækker imidlertid vrede hos Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.

- Jeg synes, det er trist, vi er nået dertil i Danmark, hvor et lille intolerant segment i Danmark kan diktere, hvilke varer en privat virksomhed skal sælge, siger hun til TV 2.

Forstår ikke racisme-kommentar

Pernille Vermund er særligt ked af én passage i opslaget fra Thisted Bryghus.

Her står der, at det er vigtigt for bryghuset at understrege, at man ikke blander sig i politik, at man er partipolitisk uafhængig, og at man ”tager afstand fra enhver form for racisme”.

- Jeg er ærgerlig over, at Nye Borgerlige bliver forbundet med sådan en kommentar. Vi tager afstand fra racisme, så at det her lille segment får det til at fremstå som om, at partier i Danmark er racister, det siger noget om, hvor stor magt de har, siger hun.

Opslaget har da også affødt en masse negative kommentarer fra danskere, der kritiserer bryghuset for deres beslutning om at droppe etiketterne.

Blev bedt om at fjerne opslag

Ifølge Pernille Vermund var det den lokale Nye Borgerlige vælgerforening i Thisted, som fik produceret en øl med Pernille Vermunds navn og billede.

Efterfølgende lagde formanden for Nye Borgerlige et billede af øllen ud på de sociale medier, hvor hun taggede bryghuset.

Kort efter ringede vælgerforeningen til Pernille Vermund og fortalte, at de var blevet kontaktet af bryghuset, som ønskede at hun fjernede opslaget.

Ifølge Pernille Vermund skyldes det "den shitstorm", bryghuset var havnet i.

Pernille Vermund er ærgerlig over den måde, som bryghuset har håndteret sagen på.

- I stedet for at bøje af for de her intolerante mennesker, bør de sige: "Vi laver øl til politiske partier," og man bør tilbyde alle politiske partier i Danmark, at de kan få lavet øl, siger hun.

Hun understreger dog, at hun godt kan forstå, at det kan være svært for en lille virksomhed at sætte foden ned.

TV 2 har siden lørdag forsøgt at en kommentar fra direktøren for Thisted Bryghus, Aage Svenningsen, men det er ikke lykkedes.


Seneste nyt

fra Nordjylland