01:44

Video: Stine Agnholt Andersen, TV MIDTVEST

15-årige Malthe fra Sennels vil køre Formel-1 og Le Mans

Drømmene er store selvom han end ikke har kørekort. Inden længe venter Malthe Jakobsens største udfordring som racerkører i Asien.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Han er stadigvæk ikke gammel nok til selv at køre bil. Alligevel bliver cykelturen til og fra Thisted snart skiftet ud med rat og racerbil i Malaysia. 

- Det er kæmpestort, mit mål var at komme til udlandet og køre Formel 4 i udlandet, det er sket nu, så det er megafedt, forklarer 15-årige Malthe Jakobsen fra Sennels.

Han har netop skrevet kontrakt med et racerteam i Asien. Om mindre end en måned drager han til Asien for at påbegynde den første sæson som racerkører i udlandet. Et vigtigt skridt, hvis man spørger motorsportskommentator på TV2 Sport Jacob Hammerholt. 

- Han har været derude og prøve gamet, men at køre en fuld sæson er det der kan give ham hår på brystet. De hår der skal til, hvis man skal klare sig i en meget hård verden. En verden hvor der er kort vej fra succes til fiasko, forklarer Jacob Hammerholt. 

Læs også 14-årige Malthe kører ræs med over 200 km/t

Lang vej for at nå toppen

Malthe Jakobsen forbereder sig til sæsonen ved at træne fitness, men også ved at køre simulator hjemme på barndomsværelset i Sennels. Tankerne er dog allerede langt væk, nærmere bestemt på racerbanerne i Asien. 

- Man kører mod dygtige modstandere, på store Formel-1 baner. Der kan man lære rigtig meget, det er så fedt, fortæller Malthe Jakobsen. 

Han ofrer alt for drømmen. Det kan ses på værelset, hvor pokaler og andre ting fra livet med benzin i blodet hober sig op. I fremtiden håber Malthe, at motorsporten vil bidrage med flere oplevelser. 

- Jeg drømmer om Formel-1 eller Le Mans. Bare jeg kan leve af det, tjene penge på det. Det kunne være fedt, forklarer Malthe Jakobsen. 

Malthe Jakobsen har selv finansieret de 900.000 en sæson koster. En sæson der skydes i gang med første løb den 5.april i Malaysia.