17-årig thybo kan udleve sin drøm: Én sejr fra Le Mans-plads
Foto: Ann Sofie Kyed / TV MIDTVEST
17-årige Malthe Jakobsen tager på lørdag til Dubai for at deltage i et løb med sit hold. Præmien er en startplads i Le Mans.
Mange 17-årige har formentlig drømt om at sidde klar i en af bilerne til Le Mans og vente på starten.
For Malthe Jakobsen er den drøm pludselig kommet inden for rækkevidde, for på lørdag tager han til Dubai for at deltage i et vigtigt løb. Hvis han og hans hold vinder, er de nemlig sikret en plads til Le Mans til sommer.
- Vi skal køre fire løb. To i Dubai og to i Abu Dhabi. Og hvert løb er fire timer, så det er jo 16 timer i det hele, siger den 17-årige racerkører.
Det er den asiatiske langdistanceserie, han skal deltage, og sammen med holde RLR Msport har kan forberedt sig længe.
- Præmien for teamet ved at køre den asiatiske Le Mans-serie, hvis man vinder mesterskabet, det er en billet til Le Mans, siger Malthe Jakobsen.
Karrieren på spil
Han forbereder sig blandt andet ved at køre i den racerbilssimulator, han har stående på værelset, hvor han nærstuderer hvert et sving og hver en strækning.
Det kan nemlig blive afgørende for hans karriere, hvis løbet går godt.
- Det er et voldsomt, voldsomt stort løb, som rigtig mange mennesker lægger mærke til. Det er noget, som han har hørt om, siden han blev født. Så det er en stor ting for Malthe, og det kan blive en stor ting for hans karriere, siger Jens Winther Junior, der er motorsportsekspert.
Malthe Jakobsen er godt med, når det gælder om at indfri sine drømme. Alligevel er han tålmodig med at opnå endnu en: Nemlig at vinde Le Mans.
- Det kunne være mega fedt at vinde Le Mans, men mit mål lige nu, som jeg tror på er realistisk, er, at blive professionel først. At komme til at leve af at køre racerbil, siger racerkøreren til TV MIDTVEST.
Hvis den unge thybo kvalificerer sig til Le Mans, så er det i klassen LMP2.