Alkohol har kostet Morten dyrt – nu kæmper han mod flasken
Foto: Vibeke Nipper, TV MIDTVEST
Morten Schmidt har været afhængig i mange år - først af hash siden alkohol. Men nu forsøger han slippe ud af afhængigheden på Nørbygård i Hanstholm.
På Nørbygård i Hanstholm forsøger en gruppe mennesker at sige farvel til en tilværelse, hvor alkohol har fyldt alt for meget. Morten Schmidt er en af dem.
- Det har kostet mig min familie og mit helbred. Jeg har to voksne børn, som jeg ikke har set i over ti år, så jeg synes, det har kostet mig meget, fortæller Morten Schmidt, da TV MIDTVEST møder ham på alkoholbehandlingscentret Nørbygård i Hanstholm.
Han har været afhængig af først hash og siden alkohol i mange år, men nu forsøger han at slippe ud af afhængigheden.
- Jeg kunne godt drikke et par flasker whisky om dagen, før jeg kom herhen, så det var slemt, forklarer han.
Morten Schmidt er én af otte mennesker, som TVMIDTVEST har fået lov at følge i en ny tv-serie med titlen "Når bægeret flyder over." De bor sammen i et hus på behandlingscentret Nørbygård, mens de forsøger at komme ud af afhængighed.
I bund og grund er de ganske almindelige mennesker, hvis liv er kommet på afveje. De har hver deres særlige historie, og flere af dem fortæller den gerne.
- Alkoholisme findes alle steder i alle samfundslag. Ja, jeg tror næsten, jeg tør sige i alle familier, fortæller Lene Drejer, der er centerleder på Nørbygård.
Stedet har eksisteret i mere end 40 år og er et selvejet tilbud under KFUM's Sociale Arbejde.
- Vi vil gerne møde borgerne i øjenhøjde og ligeværdigt, fordi de har så meget med sig i bagagen, hvor de ikke har mødt den del, forklarer Lene Drejer.
Se første afsnit af serien ved at klikke her
For mange har det kostet familien, de fleste har ofret helbred, og alle har de ofret en del af sig selv. Beboerne på Nørbygaard kæmper for en vej ud af afhængigheden.
Flere i samme situation
Beboerne på Nørbygård kommer fra hele landet. Mange bliver henvist af misbrugscentre og kommuner, andre benytter private sundhedsforsikringer, og nogle betaler selv.
Men det gør ikke den store forskel, når først de er startet i behandling, for her er de lige. De bor sammen i et hus, hvor de skal stå for indkøb og madlavning. Om dagen er der undervisning og alkoholbehandling, og om aftenen arbejder beboerne med individuelle opgaver.
- Det betyder utrolig meget at være sammen med andre i samme situation. Det er rart at høre, at der er andre, der har haft det ligesom mig, siger beboer Mogens Jensen.
Han passede sit job i Bjerringbro, lige indtil han kom til Nørbygård. Men han drak for meget og havde forsøgt at tage sit eget liv to gange. Nu er han sammen med de andre godt i gang med at arbejde med sig selv, og det er svært.
- Jeg har aldrig været så god til at snakke om følelser og problemer, men det går fremad, fortæller han.
Afhængighed er en sygdom
- Vi betragter afhængighed som en sygdom, forklarer centerleder Lene Drejer.
Men det er en sygdom, man kan bryde ud af, hvis man får den rette hjælp, fortæller hun. På Nørbygård er hjælpen blandt andet samtaler, terapi, mindfulness, større selvindsigt og redskaber til at bryde de mønstre, man plejer at følge.
Et ophold er typisk 12 uger langt, og miljøet er rusfrit. Det betyder, at alle starter ædru, og derfor skal nogle forbi afrusningen, inden de flytter ind i boenheden.
Mange har en forestilling om, at afrusning medfører voldsomme abstinenser, men sådan foregår det ikke i dag.
- Man får medicin, der dæmper abstinenserne, for det er utrolig vigtigt, at det ikke gør ondt at blive ædru. Man skal jo gerne blive i det, forklarer Lene Drejer.
Morten Schmidt var efter eget udsagn i en slem forfatning, da han først kom til behandlingscentret. Da vi mødte ham første gang, havde han været ædru i nogle uger.
- Det er helt fantastisk. Det kunne jeg godt unde alle at prøve. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det så godt, siger han.
Beboerne er stolte og har som regel masser af gåpåmod, når de bliver udskrevet efter endt alkoholbehandling, men det er også en kendsgerning, at kampen ikke er vundet for alle.
- Vi ved, at det først bliver rigtig svært, når de kommer hjem. Hvis ikke de formår at følge den helbredelsesplan, de får med sig hjem, så kan det godt gå galt, slutter Lene Drejer.
Se hele serien ved at klikke her.