Bandeleder i retten: Vidner fortæller om skudepisode i Thy
Foto: TV MIDTVEST.
Retssagen mod den libanesiske bandeleder, Danny Abdalla, har allerede kørt i fire dage og fortsætter mandag ved retten i Holstebro.
Hvad der egentlig skete, da der en nat i august sidste år blev skudt mod en ejendom i Vildsund i Thy, kan der meget vel komme en forklaring på i dag, mandag, ved retten i Holstebro.
Her skal vidner nemlig afhøres i sagen mod den libanesiske bandeleder Danny Abdallah, der er tiltalt for i alt 36 forhold - blandt andet skudepisoderne i Thy. Foreløbig har han nægtet sig skyldig i sigtelserne.
Danny Abdalla har dog vedkendt sig, at han har været leder af banden ved navnet "Den Internationale Klub", og det var i forbindelse med denne klub, at hans forhold til Nord- og Vestjylland begyndte i august 2016.
Dengang annoncerede han på Facebook, at han og 35 af "hans soldater" var rykket til en landejendom mellem Hurup og Bedsted i Thy.
Klubben er kendt for narkohandel og vold, og den har haft klubber i både Aalborg og Esbjerg. Under den nuværende retssag har Danny Abdalla nægtet, at klubben skulle have kriminelle foretagender, og han har i stedet forklaret, at klubbens medlemmer blot hjælper hinanden og står sammen.
Tiltalt for 36 forhold
I alt er den 51-årige bandeleder denne gang tiltalt for 36 forhold. Blandt andet skulle Danny Abdalla ifølge anklagemyndighedens påstand have voldtaget to forskellige kvinder, udøvet vold mod flere forskellige personer, handlet med narko og fremført trusler og afpresning.
Han nægter sig skyldig i 33 af forholdene, men vedkender sig at han to gange har haft en mobil i arresten, samt at han har kørt bil uden at have førerret.
Tidligere dømt og udvist
Danny Abdalla er tidligere dømt og udvist af Danmark for bestandig. I 2003 blev han dømt for narkokriminalitet. En dom der gav Abdalla otte års fængsel samt hans første udvisning.
I 2012 modtog han sin anden dom. Her blev han idømt et år og otte måneders fængsel for røveri. Endnu en gang blev han også udvist, men udvisningen kunne ikke gennemføres på grund af truslen i hjemlandet.
Siden da har Aballa opholdt sig i Danmark på tålt ophold, hvor han har skulle melde sig i Center Sandholm på Sjælland. Det har han imidlertidig ikke lagt skjul på, at han ikke ville efterleve, og det er, mens han har forsømt sin meldepligt, at han, ifølge anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, skulle have begået de nye forbrydelser.