Billigere nødder på vej: Virksomhed i Thy jubler

Hos en nordvestjysk nøddeforhandler er smilet ekstra bredt, efter regeringen i dag præsenterede sit erhvervs- og iværksætterudspil.

Caschew-, pistacie-, pekan- og valnødder. Smagen er forskellig, men nødderne har det til fælles, at prisen på dem er end hel del højere herhjemme end i vores nabolande. Det kan dog være slut nu.

Regeringen præsenterede onsdag sit erhvervs- og iværksætterudspil, og her et af forslagene en afskaffelse af den omdiskuterede nøddeafgift.

Udsigten til nødder uden afgift vækker glæde hos Nordthy Biscuits i Østerild, der forhandler kage og snacks – herunder de afgiftsramte nødder.

- Det er dejligt, at afgiften forsvinder. Det er en kæmpe administrativ byrde for vores virksomhed, siger indehaver Søren Lucasen.

Nøddeafgiften er næsten 100 år gammel og er blevet kritiseret for at være både besværlig og forældet. Nu vil regeringen altså fjerne den for at gavne erhvervsliv og iværksættere.

Hos Nordthy Biscuits i Østerild forventer indehaver Søren Lucasen, at det kan give vind i de økonomiske sejl, hvis regeringens forslag bliver en realitet.  

- Det er svært at sætte tal på, hvor meget det kommer til at betyde, men vi regner med, at det giver nogle millioner mere i omsætning, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland