Troen på Jehova var ved at koste Emilie Moe fra Ørding på Mors livet.

I sidste øjeblik trodsede hun reglerne og sagde ja til en blodtransfusion, men det var ikke uden omkostninger, for hun var født ind i Jehovas Vidner.

- Alt var spundet ind i Jehovas Vidner. Troen betød alt, forklarer hun.

Hun voksede op i et hjem, hvor begge forældre var aktive forkyndere, og familien levede efter troens regler og forskrifter.

Det betød, at der ingen jul var, ingen fødselsdage og mange timer ved døre, der ofte blev lukket hurtigt.

- Det var så kedeligt. Jeg husker bedst pauserne. De var det bedste, der fik vi kaffe og kage, ellers var det dødssygt at få den ene dør efter den anden i hovedet, men vi gjorde det, fortæller Emilie Moe.

Sagde ja til livet og nej til troen

Reglerne, som var en naturlig del af tilværelsen som tilhænger af Jehovas Vidner, betød meget for Emilie Moe, og da hun i forbindelse med en fødsel skulle tage stilling til, om hun ville have en blodtransfusion, tøvede hun ikke.

Selv om lægerne advarede hende, så var det et klart nej, for ifølge troen var det forbudt.

- Jeg kunne slet ikke forestille mig at sige ja til det. Jeg havde altid hørt, at det var forbudt, og jeg havde tidligere sagt nej til blod og klaret den, så jeg var sikker på, at det var bønnerne, der havde hjulpet, forklarer Emilie Moe.

Men anden gang hun fik brug for en blodtransfusion, var sagen en anden. Lægerne forklarede hende gentagne gange, at der var stor risiko for, at hun ville miste livet, hvis ikke hun fik blod.

Men svaret var stadig nej.

Se afsnittet hvor TV MIDTVESTs journalist Vibeke Nipper bliver klogere på Emilie Moes brud med Jehovas Vidner ved at klikke her.

Mistede synet

For fem år siden fik Emilie Moe et barn ved kejsersnit. Ifølge hende kom lægerne til at lave en ridse i hendes livmoderhals, som de ikke opdagede.

- Jeg ligger inde på opvågning og forbløder, og det er først, da jeg besvimer, at de finder ud af, at jeg har blod i bughulen, der var meget voldsomt, fortæller hun.

Det var først, da Emilie Moe mistede synet, at hun sagde ja til lægernes tilbud om at give hende blod.

Hun besluttede sig dog for ikke at fortælle det til nogen.

- Jeg var så bange. Jeg havde jo ikke lyst til at dø. Slet ikke. Og jeg havde jo min mand og børnene, så jeg sagde ja, forklarer hun og tilføjer:

- Men jeg glemmer aldrig, da jeg så blodet løbe ind i armen. Det var så forfærdeligt.

Selv om hun overlevede, sad hun tilbage med en ubehagelig følelse.

- Jeg vidste jo, at det var forbudt, så det var svært at leve med. Jeg fortalte det først til min mand og søster, men til sidst blev jeg også nødt til at gå til bekendelse overfor andre, fortæller hun.

Emilie fik en irettesættelse, men hun slap for yderligere.

Se inslaget med Emilie her.

Bruddet med Jehova

Efter blodtransfusionen blev Emilie Moe i menigheden, men hun begyndte med tiden at se mere og mere kritisk på den tro, hun hele sit liv havde været overbevist om var sandheden, og en dag fortalte hun sine børn, at de ikke længere skulle være en del af Jehovas Vidner.

- HVAD!? Var deres reaktion. Hvorfor? Spurgte de. Jeg svarede, at jeg havde fundet ud af, at det hele er løgn, fortæller Emilie Moe.

I dag har hun mistet kontakten til en stor del af sin familie og venner, men hun har ikke fortrudt. Den lille familie holder nu både jul og fødselsdage, og hun har fået stor støtte fra forskellige netværk.

- Det har været helt fantastisk at mærke den støtte, for det er jo mennesker, som selv har været i det og ved, hvad det handler om. Men jeg har også oplevet støtte og opbakning her i lokalsamfundet på Mors, forklarer hun.

Hun er nu selv aktiv i Støtteforeningen for tidligere Jehovas Vidner og dermed klar til at rådgive og støtte andre, der måtte komme i en lignende situation.