Folkeskole blev lukket efter stort drama: Nu vil byen lave en privatskole
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST
Henriette Steffensen håbede til det sidste, at Vestervig kunne bevare sin folkeskolen. Nu står det klart, at det ikke kommer til at ske, så hun er klar til at kæmpe for, at der i stedet åbner en privatskole, når folkeskolen lukker om et år.
Thisted Kommunes mindste folkeskole skal lukke, men nu er forældrene klar til at sikre, at der også fremover vil være en skole til børnene.
Fem skoler eller skoleafdelinger i Thisted Kommune risikerede at blive lukket.
Men efter en maratondebat i byrådssalen endte det med, at kun enkelt endte med at blive dødsdømt - nemlig skolen i Vestervig.
I hvert som folkeskole. For i Vestervig, hvor folkeskolen altså lukker om et år, er de klar til at kæmpe for, at der i den allersydligste del af Thy også fremover skal være en skole.
Så når folkeskolen lukker, regner man med at åbne en privatskole. Det melder en initiativgruppe nu ud.
Initiativgruppen har endnu ikke lagt sig fast på, om skolen skal have en bestemt ideologisk retning. Men man er enige om, at det er vigtigt, der er en lokal skole.
- Vi tænker, at vores lokalsamfund kan noget helt unikt. Det er vigtigt at holde liv i, siger Henriette Steffensen.
Bred initiativgruppe
Henriette Steffensen er formand for skolebestyrelsen i Vestervigs folkeskole og er samtidig med i den initiativgruppe, som nu vil åbne privatskolen Havland Skolen.
Med i gruppen sidder både forældre fra folkeskolen, lokale erhvervsfolk og en repræsentant fra nabobyen Agger.
Håber er at skabe en skole, der på mange punkter minder om en folkeskole, og som samtidig udnytter, at der er lidt bredere rammer for, hvordan man kan indrette en skoledag, når man er privatskole.
Mere natur og større frihed
Navnet Havland Skolen lægger for eksempel op til, at naturen skal bruges som klasselokale i højere grad, end man gør i dag.
Og så vil man også gerne invitere gæstelærere ind, så en lokal tømrer for eksempel kan få lov at supplere den klassiske matematikundervisning og være med til at anskueliggøre, hvad man egentlig kan bruge vinkler til i dagligdagen.
- Vi vil udnytte, at vi har metodefrihed, siger Henriette Steffensen.
Klogere end politikerne
Folkeskolen har lige nu 47 elever. Om et år har den 0. Hvor mange elever privatskolen skal have for at blive en succes, ved initiativgruppen bag ikke endnu.
Men gruppen tror på, at de kan få en skole til at køre rundt, selvom et snævert flertal af de lokale politikere altså mente, det var bedst at lukke den.
- Jeg tænker, at så må vi være klogere end dem. Vi har fået nogle andre beregninger for, hvad der skal til, før tingene hænger sammen.
- Det er muligt at støtte en privatskole på en anden måde end en folkeskole, siger Henriette Steffensen.
Initiativtagerne lægger op til, at lokale virksomheder kan tegne sponsorater, ligesom man kender det fra idrætsklubber og lignende.
Se hele inslaget her.
Lang opgaveliste
Men før det for alvor bliver aktuelt, skal skolefolkene i Vestervig altså have styr på en hel del.
- Listen er lang: Vi skal have en leder, lærere, elever. Det vil også være rart at vide, hvor vi skal åbne henne. Det er en vigtig detalje, siger Henriette Steffensen.
Hun håber på, at privatskolen kan få lov at bruge de lokaler, folkeskolen ligger i nu. Men hvis det ikke sker, er der en plan B klar. Den plan ønsker man dog ikke at melde ud endnu.