Forperson forstår ikke Zimmer: - Hun skulle have trukket sig og ladet suppleanten komme til

Der er ikke just skulderklap tilovers for Susanne Zimmers beslutning om at blive løsgænger og forlade Alternativet.

Bente Holm Villadsen er forperson for Alternativet i Nordjylland. Dermed har hun også indtil mandag haft Susanne Zimmer som storkredsens repræsentant i partiets folketingsgruppe. Men ikke længere.

- Det er rigtig svært for os at forstå, at det er det, hun har valgt at gøre.

quote Alle de folk, der har arbejdet for, at hun skulle vælges, er frustrerede over at have brugt tid på det.

Bente Holm Villadsen, forperson, Alternativet i Nordjylland. 

- Så vidt jeg ved, lægger der nogle gamle personsager til grund. Jeg har ikke været dér, men jeg har svært ved at se, at det er noget, der gør, at vi ikke kan anerkende en demokratisk valgt leder af partiet, siger hun til TV MIDTVEST med henvisning til den uro, der har været i kølvandet på, at Josephine Fock blev partiets nye frontperson.

Bente Holm har mandag talt med Susanne Zimmer, og hun forstår ikke, at politikeren, der blev valgt til Folketinget på et såkaldt tillægsmandat, ikke gav sin post videre.

- Jeg synes, det rigtigste ville være, at hun havde trukket sig og ladet suppleanten komme til i stedet for. Det er også de andre kandidaters stemmer, hun har taget med sig ud af partiet.

- Alle de folk, der har arbejdet for, at hun skulle vælges, er frustrerede over at have brugt tid på det.

Alligevel er der ikke dårlig stemning mellem Bente Holm og Susanne Zimmer.

- Vi vil stadigvæk gerne snakke med Susanne Zimmer, hvis hun har noget, hun gerne vil snakke med os om.

Masser af gejst i baglandet trods uro

Bente Holm mener, det er grotesk, at uroen i Alternativet har vokset sig så stor.

- Det er som om, at det er to vidt forskellige virkeligheder. Folk blev begejstrede op til, at vi valgte ny politisk leder – de mennesker har ikke mistet gejsten. De står tilbage og vil Alternativet.

Selvom det måske udefra kan se noget sort ud for det alternative parti, så har den regionale forperson tro på fremtiden.

- Det er ikke noget tilbageskridt. Vi har mere end 500 siders politik, der er udviklet. Vi har en organisation med storkredse og lokalforeninger – og medlemmer, der er oppe at stå i stolen, som vil være med.

- Selvfølgelig er det et tab, men hvis de ikke kunne samarbejde med Josephine Fock, er det nok bedre uden dem, afslutter hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland