Helikopter og hundepatrulje i Thy: 69-årig kvinde er forsvundet

Midt- og Vestjyllands Politi er talstærkt til stede nær Lyngby Strand i Bedsted, da en større eftersøgning efter en 69-årig kvinde er i gang.

En 69-årig kvinde er forsvundet i Thy.

Det er kvindens pårørende, der er blevet bekymret, fordi hun ikke er kommet hjem, som hun plejer.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis.

Det sidste livstegn fra kvinden var klokken 10.00 mandag formiddag, hvor hun parkerede sin bil på en parkeringsplads ved Lyngby Strand nær Bedsted i Thy.

Den 69-årige kvinde er 165 centimeter høj, har lyst hår og er almindelig af bygning.

Der var intet i kvindens sindstilstand, der virkede foruroligende, da de pårørende sidst havde kontakt til kvinden, fortæller vagtchefen.

Midt- og Vestjyllands Politi er nu i gang med en større eftersøgning i området, hvor både helikopter og hundepatruljer er sat ind. Der vil derfor være en del støj og trafik i området, hvor politiet også vil komme til at køre på stranden.

Politiet har bedt kystredningsstationen i Agger om at assistere dem i eftersøgningen.

Hvis man har bemærket kvinden eller har informationer om hendes færden, kan politiet kontaktes på nummer 114. 

Efterlysning Bedsted
Foto: Simon Hvid Sig, TV Midtvest

Seneste nyt

fra Nordjylland