Helt nyt museum på vej: - Det er en kæmpe mulighed for at fylde noget viden og kærlighed til Thy ind i folk

En stor donation har banet vejen for et nyt museum i Thisted, som står klar i slutningen af juni.

Den 24. juni slår Thisted Museum dørene op til helt nye udstillinger i helt nye rammer.

For to år siden fik museet en stor pose penge til at købe og renovere bygningerne på den modsatte side af vejen, hvor museet har ligget de seneste 80 år. Donationen var på 44,5 millioner kroner, som kom fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, og de er nu forvandlet til et nyt museum i Jernbanegade i Thisteds midtby.

- Vi flytter simpelthen museet op i en helt ny liga, siger Frank Svendsen, der har været museumsforvalter i næsten 35 år.

- Det er en kæmpe mulighed for at fylde noget viden og kærlighed til Thy ind i folk, siger formidlingsinspektør Charlotte Boje Andersen.

Charlotte Boje Andersen og Jytte Nielsen står her ved Ydbystenen, der er 1000 år gammel.
Charlotte Boje Andersen og Jytte Nielsen står her ved Ydbystenen, der er 1000 år gammel.
Foto: Rigmor Sams / TV MIDTVEST

Nogle af de største museumsgenstande har fundet vej til deres nye pladser, og der bliver de stående. Det gælder blandt andet Ydbystenen på 675 kilo, der har runer ristet i overfladen.

Den blev ’genfundet’ i en haveterrasse i 2016 efter at have været forsvundet i 200 år.

- Det er udstillingens suverænt største og tungeste, og det er danefæ, forklarer formidlingsinspektøren.

Der bliver syv permanente udstillinger og en særudstilling, mens loftet bliver til et pulterkammer for børn.

Kæmpesamling er kommet tættere på

Men det er endnu ikke alt, der er helt færdigt og på plads, og derfor arbejder både håndværkere og museets personale på højtryk for at blive klar til åbningsdagen.

- Man kan godt vågne om morgenen og tænke dels: ”Når vi det? Og slår pengene til?”, men man kan også have den der fornemmelse af: ”Er det virkelig rigtigt, at det er os forundt at skulle stille genstandene i montre, skrive historierne og åbne dørene om lidt?”, siger Jytte Nielsen, der er leder af Museum Thy, og smiler.

Det særlige ved Thisted Museum er den store samling af genstande, som museet råder over. Indtil for to år siden blev den primært opbevaret i et gammelt magasin i den lille by Vang, men med det nye museum er også lagerrammerne forandret.

- Det har jo været et stærkt ønske i 20-30 år at få noget mere plads, fordi vi jo er et museum, der har en enorm samling, siger leder Jytte Nielsen.

Samlingen er på over 100.000 genstande, og de er nu flyttet i større og sikre rammer med det helt rette klima.

Nationalmuseet sender genstande hjem

Når det nye museum åbner, kan gæsterne også se museumsgenstande fra lokalområdet, der egentlig tilhører Nationalmuseet.

Museet i København har nemlig sagt ja til at udlåne genstandene, så de kan blive udstillet i det område, de er fundet.

- Og det er ikke hvilke som helst genstande. Det er nogle af de vigtigste historiske genstande i Danmarkshistorien. Altså, Kallerupfundet, som er et bronzefund, er jo på højde med Solvognen. Så betydningsfuldt er det, siger Rane Willerslev, der er direktør for Nationalmuseet.

Omkring 300 genstande bliver udlånt fra København til Thy.


Seneste nyt

fra Nordjylland