Kan ikke få nok læger: Nu vil borgerne i Aalestrup selv betale

Et nyt lægehus koster otte millioner kroner, og de skal nu samles ind i Aalestrup.

Borgerne i Aalestrup vil bygge et lægehus – og det for deres egne penge.

De arbejder nu på at samle op til otte millioner kroner ind, som skal gå til huset. Håbet er, at det kan trække praktiserende læger til byen og være med til at bekæmpe lægemanglen.

- Det burde ikke være nødvendigt, men det er sådan, verden ser ud i dag. Det er det, som nogen kalder rettidig omhug. Det er, at vi sørger for os selv, forklarer talsmanden for Initiativgruppen Sundhedshus Aalestrup, Per Bisgaard.

En lokal borger har allerede lovet at bidrage med én million til projektet, så nu mangler de kun syv, før de kan bygge huset.

- Truslen om, at vi i fremtiden ikke har læger, tandlæger og så videre, den gør, at vi synes, det er nødvendigt selv at være aktive for at få sådan et hus, siger Per Bisgaard.

Aalestrup burde have tre praktiserende læger, men der er kun to. De er begge i tresserne, så om få år bliver det alvorligt brug for flere.

- Vi tror på, at hvis vi havde nogle nyere lokaler og et hus, der er mere fremtidsorienteret, så ville det være lettere, fortæller den ene af de to praktiserende læger Jørgen Christensen.

Det er her, hvor borgerne vil have det nye sundhedshus.
Det er her, hvor borgerne vil have det nye sundhedshus.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Forening bekymret

Det bekymrer foreningen Danske Patienter, at lokalbefolkningen på den måde skal til lommerne for at tiltrække læger.

- Det burde være en offentlig opgave i et land som Danmark. Dermed ikke sagt, at jeg ikke synes det er et flot initiativ, for det synes jeg, men det burde ikke være nødvendigt, og jeg er ked af, at det er dét, siger foreningens formand, Camilla Hersom.

Det er regionens opgave at sørge for lokaler til alle, men hvis de lokale også tager et ansvar, så er det kun en fordel, mener Regionsrådsformanden.

- I øjeblikket går der flere fra arbejdsmarkedet, end der kommer folk på arbejdsmarkedet af de praktiserende læger. Vi har brug for alle de forskellige initiativer, der kan være med til at løfte, siger Ulla Astman.

I første omgang søger Aalestrup-gruppen om penge fra en statslig pulje til nye sundhedshuse. Derefter vil det vise sig, hvor meget borgerne selv skal have op af lommerne.


Seneste nyt

fra Nordjylland