Forestil dig, at du sidder sammen med fodboldgutterne i det svedige, trange omklædningsrum og træneren er ved at give en kæmpe voksen-skideballe i halvlegen, fordi holdet ikke følger spilleplanen.

Ikke noget usædvanligt syn.

Men forestil dig så, at den træner er din mor.

Sådan er det for Laurits Sand Smed - én af de store profiler på serie-2 holdet i Koldby Hørdum IF.

- Der er jo ikke mange, der har sin mor som træner i seriefodbold, lyder det fra det 18-årige fodboldtalent.

Sat på plads af mor

Efter nogle måneder har Laurits vænnet sig til, at det er mor, der taler med store bogstaver både i omklædningsrum og på sidelinjen.

Men da han første gang blev præsenteret for idéen om at skulle følges til fodbold med mor, så var der en del betænkeligheder.

- Jeg var nervøs for, hvad tænkte andre spillere, og hvad tænkte holdkammeraterne, når det var mor, der skulle træne. Det var lidt specielt, vedgår Laurits i dag.

Og reaktionen fra kammeraterne kom da også prompte.

- De skrev: "Nååå, nu skal mor være træner," husker Laurits Sand Smed fra dengang, det blev offentliggjort.

Og holdkammerat Magnus Lindbjerg Andersen indrømmer da også med et stort smil, at det ikke går ubemærket hen, at Laurits har mor med til fodbold.

- Der bliver stukket lidt i omklædningsrummet nogle gange: “Nu satte mor dig lige på plads” eller sådan noget, ha, ha. Der er Laurits lidt udsat, men det kommer han sig helt sikkert over, vurderer holdkammeraten.

Holdets anfører, Kristian Højbak, supplerer:

- Der er jo de her berømte morjokes. Der bliver lagt lidt mere i dem, efter vi har fået Hanne som træner. Jeg tror ikke, jeg sådan skal stå og udpinde, hvad der bliver sagt helt præcist.

Vigtige forhandlinger i hjemmet

Det var da heller ikke uden betænkeligheder, at Hanne Sand Smed takkede ja til trænerjobbet for sin søn og de øvrige gutter på det nyoprykkede serie 2-hold i Thy. Hun afslog faktisk tilbuddet i første omgang.

- Laurits skal have lov at spille fodbold uden forældre. Det var det, der var grunden til, at jeg sagde nej. Det er jo hans frikvarter, fortæller hun.

Men samtidig var det én af de ting, som den tidligere Fortuna Hjørring- og landsholdsspiller manglede at få vinget af: nemlig at træne et senior-herrehold, og så gik forhandlingerne i gang i hjemmet i Hørdum.

- Det var vigtigt for mig, at han sagde ok og kunne være i det. Vi talte om, hvad det ville betyde, og om vi kunne se hinanden i øjnene og være i det begge to. Så det var vigtigt lige at få på plads først.

Og efter nogle samtaler blev mor og søn enige om, at det godt kunne bære.

Ingen badebillet

Skulle man nu få den tanke, at sønnen er selvskrevet til kampkortet, så kan man godt tro om igen.

- Det er de samme regler, der gælder for ham: Spiller han ikke godt, så skal han ud, eller gør han noget godt, så får han jo også ros.

- Så der er ikke nogen, der er selvskrevet til holdet; ikke engang når man er søn. Måske skal man også præstere lidt mere en gang imellem, pointerer Hanne Sand Smed.

Det er noget, Laurits nærmest er opvokset med, for i børnerækkerne havde han sin far som træner.

- Jeg har altid fået at vide, at jeg skulle yde det ekstra som søn af træneren - især under min far. Der er jeg blevet råbt lidt ekstra ad og forlangt lidt mere af.

Sådan oplever han det også under sin mor - nu som seniorspiller.

- Jeg skal gå forrest, og der bliver forventet mere - især meget af mig. Jeg skal vise flaget og kæmpe alt det, jeg kan, ellers så får man jo en røffel, når man kommer hjem, lyder det fra Laurits.

Tager det med et smil

Efter at have haft sin mor som træner i godt tre måneder, vedgår Laurits Sand Smed gerne, at han er stolt af sin træner.

- Hun er jo taktisk klog efter at have spillet landsholdsfodbold og rigtig mange fodboldkampe selv. Det kan man også mærke på holdkammeraterne. De har også respekt for hende, og ved hvor meget hun har været i fodbolden tidligere. Også tilskuerne kommer og siger, det er fedt at se os spille, lyder det fra sønnen.

Når de er til fodbold, jamen, så er de til fodbold, og så gemmer de lidt det familiære væk.

KRISTIAN HØJBAK, ANFØRER

Også anføreren er imponeret af samspillet mellem mor og søn.

- Det har ikke vist sig som noget problem eller en udfordring, fordi de er gode til at tackle det på den måde, at når de er til fodbold, jamen, så er de til fodbold, og så gemmer de lidt det familiære væk, siger Kristian Højbak.

Og selv når medspillerne giver Laurits lidt gas, så har han også en strategi for det.

- Han er supergod til at håndtere det, og det bliver altid taget med et smil, og så får de lidt gas modsat. Så går det, fortæller anføreren.

Og at mor står og råber intenst på sidelinjen helt oppe i det røde felt, det rører ikke sønnen det fjerneste.

- Jeg er jo ikke selv bedre inde på banen. Det er godt nok, slutter Laurits Sand Smed.