Maja er udtaget til landsholdet: - Det er noget, jeg har haft en drøm om
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST
Maja Bay Østergaard er målmand og bliver den første spiller på landsholdet fra FC Thy - Thisted Q.
Når det danske A-landshold tirsdag spiller VM-kvalifikationskamp i Viborg, er det for første gang med en spiller fra FC Thy - Thisted Q med i truppen.
Målvogter Maja Bay Østergaard kan i morgen, tirsdag, få debut på det danske kvindelandshold i fodbold.
- Det er meget stort. Jeg havde ikke lige set den komme, så jeg blev meget glad, da jeg fik beskeden, siger hun.
Efter hendes udtagelse i marts, stod den derfor på træning mandag med hendes nye og dygtige medspillere.
- Det er et helt andet tempo end det, jeg er vant til derhjemme. De sparker rigtig godt alle sammen, så man er på prøve hele tiden.
Silkeborgenseren spiller til daglig i FC Thy - Thisted Q, og er den første fra klubben, som opnår at blive udtaget til A-landsholdet.
- Det er uventet. Jeg har haft en drøm om det, men at det så sker, det er fantastisk. Ikke kun for mig, men også for klubben, siger hun og fortsætter:
- Jeg tror, at mange tænker, at man ikke kan komme med, når man spiller i en lidt mindre klub. Men jeg synes, at det er megafedt at være med til at modbevise det.
Måske debut tirsdag
Maja Bay Østergaard kommer måske på banen første gang, når Danmark møder Aserbajdsjan på hjemmebane i Viborg i en VM-kvalifikationskamp.
- Jeg er meget bevidst om, at det nok ikke kommer til at ske, men jeg nyder bare at være med og udvikle mig og prøve niveauet af, siger hun.
Drømmen er dog helt sikkert at få lov til at forsvare de danske netmasker, og ikke kun suge til sig fra bænken for den nyslåede landsholdsspiller.
- Men nu får jeg mulighed for at snuse til det, og det er også helt fint. Så må vi se, hvor det bærer hen, slutter Maja Bay Østergaard.