Jammerbugt FC-spillere har fået løn i kontanter

Mandag blev dagen, hvor spillerne i 1. divisionsklubben endelig fik løn, men de skal selv sætte dem ind på deres bankkonto.

Efter flere ugers økonomisk rod i fodboldklubben med hjemmebane i Jetsmark, som blandt andet har betydet manglende løn til spillerne, har de nu endelig fået den udbetalt.

Dog er lønnen ikke udbetalt på traditionel vis, da spillerne har fået den kontant. Det fik seniorrådgiver i Spillerforeningen Allan Reese at vide sent søndag aften.

- Vi er meget forundrede over, at det er en kontant betaling, for det er meget usædvanligt. Ikke bare i fodboldbranchen, men i det hele taget, siger han til Ritzau ifølge TV 2 og tilføjer:

- Vi er ved at undersøge den juridiske konsekvens af det, for det er selvsagt meget vanskeligt at få overblik over, hvad situationen er, når man ikke har en lønseddel at forholde sig til i forhold til skat, pension og alverdens ting.

Skylder også penge til sponsorerer

Vi har på TV2 Nord gennem de seneste uger kunnet fortælle, at det altså ikke kun var spillerne, der manglede at få penge – også sponsorerer og andre i lokalsamfundet har mærket til den manglende betalingsevne fra den tyske ejer.

Mesterslagteren i Saltum havde modtaget betaling for frokost i den seneste måned – et beløb, der løb op i 32.000 kroner.

quote Han siger nej tak, men vi presser ham stadig

Per Mariager, sponsor i Jammerbugt FC

Også busselskabet Jørns Busrejser, som fragtede spillerne til udebanekampe, havde også et større pengebeløb til gode.

En del af spillerne boede på Jetsmark Idrætscenter, men også her manglede der betaling for omkring 100.000 kroner.

Allan Reese fortæller også til Ritzau, at det ikke er alle spillere, der har fået deres løn udbetalt.

Klaus-Dieter Müller var sygemeldt til søndagens fodboldkamp.
Klaus-Dieter Müller var sygemeldt til søndagens fodboldkamp.
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord

Lokale klar til at tage over

Der er stærk utilfredshed med den tyske ejer, Klaus-Dieter Müller, blandt lokalbefolkningen i Jammerbugt.

Derfor har en gruppe på 6-7 stykker tilbudt at købe klubben, og man har tilbudt en million kroner for hele foretagendet.

- Han siger nej tak, men vi presser ham stadig og ser, hvad vi kan gøre, siger Per Mariager, som er en af de erhvervsfolk, der vil være med i opkøbet.

En del af aftalen er, at millionen skal gå til at betale alle de lokale, som Klaus-Dieter Müller skylder penge. Tyskeren forlanger også et noget højere beløb, end de lokale er klar til at betale – nemlig 1,2 millioner euro.

Se hele interviewet med sponsor Per Mariager:



Seneste nyt

fra Nordjylland