Makaber opgave: Astrid skal flytte menneskekæber – og 110.000 andre fund
Museum Thy er ved at gennemgå dets magasiner i forbindelse med en stor flytning. Omkring 110.000 ting og sager skal tjekkes. Også menneskerester.
- Det er altid lidt mere makabert at stå med menneskerester. Det skal man lige vænne sig til.
Sådan lyder det fra arkæolog Astrid Storgaard Roborg.
I forbindelse med en stor sortering på Museum Thy, står hun med en kæbe fra et menneske i hånden.
Hun er foreløbigt ansat et år af Museum Thy til at få styr på de mange tusinde fund, som gemmer sig i museets magasin i den lille by Vang ved Thisted.
Om få år skal museets udstilling stå klar i nye og større lokaler i Thisted. På den kommende adresse vil Museum Thy gerne have flere ting ud af magasinerne og frem i udstillingen.
Jeg elsker det her job. At sidde her med hele Thys kulturarv og alle de skønne historier, der gemmer sig bag, det er jo en helt fantastisk arbejdsdag.
Astrid Storgaard Roborg, arkæolog
I den anledning skal Astrid Storgaard Roborg have tjekket 110.000 ting og sager.
- Knusesten, knogler og keramik. Vi skal have det hele sorteret ud, fortæller arkæologen og tilføjer:
- Det er alt lige fra potteskår til korn, som er blevet indleveret til museet gennem de sidste mange 100 år.
En del af processen er også at få dokumenteret og taget billeder af alle tingene, så de bliver nemmere at finde og undersøge fremover.
- Museet har fungeret i over 100 år, så derfor har der også været mange mennesker inde over det i tidens løb. Det er blevet pakket ned på mange forskellige måder alt efter, hvad man lige har haft tilgængeligt.
Det er jo en helt fantastisk arbejdsdag.
Astrid Storgaard Roborg, arkæolog
Astrid Storgaard Roborg forsøger hver dag at få styr på nye genstande i magasinet, og skal også vurdere, om de skal overleve i samlingen.
- En af min store opgaver er også at lave et samlet system og få det her gjort så tilgængeligt og nemt at finde for fremtidige personer.
Med til opgaven hører også at håndtere de jordiske rester af mennesker. For eksempel en gravlagt mandsperson fra bronzealderen. Han er fundet i Fårtoft lige uden for Thisted.
- Vi kender historien bag den person, så resterne skal med over i det nye magasin, hvor de skal bevares for eftertiden, fortæller Astrid Storgaard Roborg.
Arkæologen vurderer, at hun nu mangler 40.000 genstande mere, men det skræmmer hende ikke. Tværtimod.
- Jeg elsker det her job. At sidde her med hele Thys kulturarv og alle de skønne historier, der gemmer sig bag, det er jo en helt fantastisk arbejdsdag.
Museum Thy har 115 år bag sig og har i mange år holdt til midt i Thisted i en gul villa under trange kår. Men nu er det slut. Det er planen, museet skal åbne i de nye lokaler i 2023 på en adresse lige overfor den hidtidige.