’For mange gamle mænd’ i politik: Nu tager tre kvinder kampen op
Foto: Sofie Bach / TV2 Nord
Theresa Berg Andersen (SF), Gitte Lopdrup (Rad.) og Marie Bjerre (V) stiller op til Folketinget. De er alle enige om, at det vigtigt at få flere kvinder på stemmesedlen.
Der er stadig flere mænd end kvinder, der stiller op til folketingsvalget. I Nordjylland er 30 ud af 90 folketingskandidater kvinder. Altså er der dobbelt så mange mænd som kvinder.
Det er dog ikke noget, de bekymrer sig særligt meget om i Himmerland-kredsen. Her står kvinderne stærkt på tværs af partierne, og nu er Theresa Berg Andersen (SF), Gitte Lopdrup (Rad.) og Marie Bjerre (V) klar til at tage kampen op for at blive valgt ind.
Sidste gang SF’s Theresa Berg Andersen var i valgkamp, var det en plads i byrådet i Vesthimmerlands Kommune, det handlede om.
Pladsen opnåede hun med 1.250 personlige stemmer, og hvis det ender med at gå lige så godt i denne valgkamp, kan det meget vel komme til at betyde en plads i Folketinget efter 5. juni.
Meningsmålingerne ser nemlig gode ud for SF.
- Hvis den holder, og vi kommer derop omkring, hvor vi ligger nu, så står vi faktisk til to mandater i SF. Og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at en af de to mandater bliver min, så jeg er klar, siger Theresa Berg Andersen.
For mange gamle mænd i politik
For de Radikale Venstres Gitte Lopdrup er det godt nyt at flere himmerlandske kvinder kan være på vej i Folketinget.
- Det er ikke kun køn, det handler om. Vi skal være bredt repræsenteret i Folketinget. Der kan godt sidde lige rigeligt med gamle mænd efter min smag.
- Jeg tror bare, det er vigtigt, vi har forskellige perspektiver på, hvad det er, der er vigtigt for Danmark, lyder det fra Gitte Lopdrup.
- Har gode chancer
Den nyeste af de tre kandidater er Marie Bjerre fra Venstre. Hun stiller op i samme kreds som Søren Gade, og med hans farvel til dansk politik skal godt 29.000 personlige stemmer fordeles på andre kandidater.
- Jeg tror på, jeg har rigtig gode chancer, siger Marie Bjerre, om sine muligheder for at komme i Folketinget.
Ingen af de tre kandidater vil vælges på baggrund af deres køn, men de er enige om, at kvinder er vigtige på stemmesedlen.
- Det kan måske godt have en betydning i forhold til at inspirere andre kvinder til at gå ind i politik. I virkeligheden er der rigtig mange dygtige kvinder. Det handler bare om at tage skridtet.
I det nuværende Folketing er det kun en tredjedel af medlemmerne, der er kvinder.