Medarbejdere får ros – forhindrede stor brand på fjernvarmeværket i Thisted
Foto: Johan Gadegaard / Ritzau Scanpix
Arkiv
Indsatslederen fortæller, at hvis ikke medarbejderne havde været hurtige, kunne branden have været endt meget værre.
Hurtigtænkende medarbejdere var lørdag årsag til, at det ikke gik grueligt galt på fjernvarmeværket i Thisted.
De reagerede nemlig prompte, da der pludselig var ild i en maskinsnegl, der kværner halm. Det fortæller indsatsleder Claus Sejer Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.
- Nogle medarbejdere var snarrådige og tog en vandslange og fik sprøjtet vand på kværnen, så vi kunne stoppe det helt, før det kom ud i halmlageret, siger indsatslederen.
Ifølge indsatslederen skyndte medarbejderne sig at åbne sneglen og sprøjtede vand direkte ned i den. De kunne dog ikke holde det helt tilbage, så der var stadig flammer, da brandvæsenet kom. Men de fik holdt ilden tilbage, så den ikke nåede at sprede sig.
- Det var en rigtig god førsteindsats. Hvis det havde spredt sig, kunne det have været gået ligesom i Skjern på papirfabrikken. Her var det så bare halm i stedet for papir, siger Claus Sejer Pedersen.
Brandårsag endnu ukendt
Det vides ikke med sikkerhed, hvordan branden startede i maskinsneglen på fjernvarmeværket.
Men ifølge indsatslederen kan det have været en sten eller en anden genstand, der er kommet i klemme og har fremtvunget en gnist, som så har antændt de gummibånd, der kører halm frem til maskinsneglen.
Efter slukningsarbejdet har brandvæsenet på stedet luftet ud og prøvekørt maskinen. Den virker, som den skal, på trods af branden.
- Der skal måske udskiftes eller repareres noget gummibånd. Ellers virker det, fortæller indsatslederen.