00:57

Video: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

Nu kan hjemløse overnatte i en hytte på havnen i Thisted

I stedet for at overnatte på offentlige toiletter eller parker kan hjemløse nu få tag over hovedet i en ny hytte i Thisted.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Den kunne ligne en mobil sauna, men den skurvogn, som Thisted Kommune mandag placerede på havnen i Thisted, er faktisk et nyt tilbud til de lokale hjemløse.

Skurvognen - eller hytten - er beregnet til personer, der har brug for et midlertidigt hjem, så de slipper for at overnatte i parker eller på offentlige toiletter. Det drejer sig om dem, som kommunen kalder funktionelt hjemløse - typisk fordi de er udadreagerende og ikke kan fungere i en almindelig lejlighed.

- Jeg håber, at de vil finde lidt tryghed i at have tag over hovedet, siger Mona Jacobsen, der er teamleder i værestedet Rampen.

Rampen er sted for misbrugere og andre socialt udsatte, og skurvognen placeres i nærheden af værestedet, så de logerende i hytten også kan få glæde af rampens tilbud som tøjvask, et måltid, et varmt bad eller en snak med de ansatte.

Det koster ikke noget at overnatte i hytten, der er tænkt som et supplement til de andre tilbud til de hjemløse i Thy.

  Foto: Lasse Dieckmann, TV MIDTVEST

  Foto: Lasse Dickmann, TV MIDTVEST