Nu vender Vingegaard hjem: Det venter ham
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV Midtvest
Provst Susan Aaen har sammen med en lang række af frivillige banket en stor fejring af bysbarnet op. (arkivfoto)
Der er gulerodskage, plejehjemsbesøg og et af tourvinderens yndlingsband på tapetet.
Der er lagt op til den helt store fejring af Jonas Vingegaard, når den lokale helt torsdag vender hjem til Glyngøre som dobbelt tourvinder.
Der ventes at komme op mod 25.000 til fejringen i hans hjemby, hvor frivillige i ugevis har arbejdet på at stable en fejring på benene.
Har ventes han at ankomme i familiens egen bil sammen med sin kone, Trine, og datter, Frida, omkring klokken 15, hvorefter den store hyldest venter.
Fejringspunkt hyldet i Hollywood
Fejringen er næsten planlagt til punkt og prikke, og Jonas Vingegaard har selv bestemt det første stop i byen.
- Hans første ophold er ved Glyngøre Plejecenter, fordi det er Jonas’ allerhøjeste prioritet at aflægge et besøg der, fordi han ved, at det betyder noget for de ældre, og det betyder noget for ham, har Susan Aaen tidligere fortalt til TV MIDTVEST.
Lige netop den kommentar er nået hele vejen til Hollywood, hvor skuespilleren Ben Stiller har hyldet Jonas Vingegaard for at prioritere de ældre.
- Jeg synes, det er så sejt, at et besøg hos de ældre er det, Tour de France-vinderen prioriterer. Det har jeg aldrig set i nogen anden sport. Respekt til Jonas Vingegaard, skrev han tidligere på ugen på det sociale medie Twitter.
Program for dagen
Kl. 11:00 Åbner pladsens boder
Kl. 11:00 – 15:00 Klokkespil i kirkens tårn og lydinstallation i kirken – Klaverværket ”Becomming” skrevet af lokal komponist, Kristian Rymkier 2023
Kl. 13:00 Konferencier begynder med musik, og hoppeborg åbner
Kl. 14:00 Kagen skæres
Kl. 14:00 Musik – Kaiser
Kl. 14:30 DJ Uggerby og 8Ball sparker festen i gang
Kl. 15:00 Jonas forventes at køre ind i Glyngøre – Morsø Garden går foran
Kl. 15.15 Musik – MD-duo
Kl. 16:00 Taler ved Provst Susan Aaen og Borgmester Peder Christian Kirkegaard, derefter samtale mellem Jonas og Brian Holm
Kl. 17:00 Musik – Baby Did a Bad Thing
Kl. 17:00 Tante Andante underholder børnene ved legepladsen
Kl. 18:00 Jonas skiver autografer
KL 18:00 Konferencier lukker af for i år
Kl. 22.30 Fyrværkeri på fjorden
Inden Jonas Vingegaard ankommer, tyvstarter de fremmødte fejringen ved at kaste sig over den nu dobbelte tourvinders yndlingskage; en gulerodskage.
Bag kagen står Sevel Bageri, som ifølge Skive Folkeblad har kreeret intet mindre end et halvt ton gulerodskage, der måler 2,5x6 meter.
Kærligheden til netop gulerodskagen har hans svigermor, Rosa Kildahl, tidligere fortalt om. Da Jonas Vingegaard sidste år var på vej til at vinde Tour de France for første gang, fortalte hun til TV 2, at hun havde planlagt at råbe noget, som kun svigersønnen ville forstå meningen af.
- Jeg råber ”gulerodskage”, for det er der ingen andre, der gør. Så ved han, at vi er her, sagde Rosa Kildahl.
Minds of 99 kunne ikke, men Vingegaards næste ønske er opfyldt
Det er ikke kun yndlingskagen, der venter Jonas Vingegaard og hans familie i Glyngøre. Også et af hans yndlingsbands er booket.
Det var ellers cykelstjernens helt store drøm, at bandet Minds of 99 skulle spille til hyldestfesten, hvis han vandt Tour de France endnu en gang.
Men musikgruppen meddelte, at de ikke kunne, og derfor står bandet Baby Did a Bad Thing fra Aarhus nu klar til at fyre den af for cykelstjernen.
Det var Jonas Vingegaard, der foreslog Baby Did a Bad Thing til arrangørerne, fordi hans kone Trine Marie Hansen kender bandets trommeslager.
- Vi inviterede dem engang til vores release-fest i Aarhus, og der kom de, og når han nu kom til vores fest, så kommer vi selvfølgelig også til hans, har bandets forsanger fortalt til TV MIDTVEST.