Ny undersøgelse: Hver anden foretrækker en hurtig tid frem for fast læge
Organisationen Danske Patienter mener, at vi bør gentænke hele organiseringen af almen lægepraksis.
Foretrækker du den samme læge hver gang, eller er det vigtigere for dig at få en hurtig tid? Dét er blandt andet en af de ting 1004 borgere har taget stilling til i en ny undersøgelse fra Danske Patienter.
Spørgsmålet deler danskerne. 54 procent af de adspurgte foretrækker at få en hurtig tid hos en vilkårlig læge i lægehuset, hvis de skal vælge mellem dét eller at komme til hos den samme læge hver gang.
Undersøgelsens resultater understreger, ifølge Danske Læger, at der er et behov for at nytænke almen praksis i fremtiden. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
- Vi er nødt til at gøre op med ideen om one-size-fits-all. Det nuværende set-up matcher hverken borgernes behov eller fremtidens lægers ønsker. Lad os nu tænke nyt, siger Klaus Lunding, formand for Danske Patienter, i pressemeddelelsen.
Patienternes behov bliver ikke dækket
Det er Voxmeter, der, for organisationen, har spurgt 1000 repræsentativt udvalgte borgere om deres ønsker og oplevelser med tilgængeligheden i forhold til deres praktiserende læge.
Undersøgelsen viser også, at hvad der er vigtigst, afhænger af den enkeltes situation. Langvarigt syge har eksempelvis et større behov for at se den samme læge hver gang. Dog er det kun 77 procent af dem, der finder det vigtigt, der lige nu får det ønske opfyldt i praksis.
Samtidig kan knap hver femte af dem, der ønsker at komme til lægen med mere end én problemstilling ad gangen, ikke få lov til det.
- Det er virkelig bekymrende, at så mange reelt ikke får den hjælp, de har brug for, når de kommer til lægen. Det kan i værste konsekvens betyde, at noget alvorligt bliver overset, siger Klaus Lunding.
Flere modeller giver flere muligheder for patienter og læger
En løsning på problemerne kunne ifølge Danske Patienter være at supplere de traditioneller klinikker med permanente regionsklinikker, sundhedshuse, licensklinkker og lignende.
Organisationen mener, at flere alternativer til den traditioneller lægeklinik vil dække befolkningens behov bedre og frigøre ressourcer til, at patienter med kronisk sygdom kan få hos tid hos deres faste læge, mens andre borgere kan få deres vigtigste behov om en hurtig tid opfyldt.
Samtidig vurderer Danske Patienter, at nytænkning af organiseringen kunne gøre det mere attraktivt for yngre læger at gå den vej, og dermed kunne flere former klinikker og sundhedshuse også være med til at løse den akutelle lægemangel, lyder det i pressemeddelelsen.
- Hvis vi kan skabe flere forskellige tilbud, kan flere borgere få deres vigtigste behov opfyldt – hvad end det er en fast læge hver gang eller en hurtig tid. Det kan også lette presset hos lægerne og give dem bedre tid til dialog med deres patienter, og på den måde er det win-win-win for den kronisk syge patient, for borgere med forbigående sygdom og for lægen, siger Klaus Lunding.
Undersøgelsen har dannet grundlag for en række forslag, som Danske Patienter nu fremsætter. De ønsker, at regeringen går i gang med en dialog med eksperter og brugerorganisationer om fremtidens almen praksis. Det arbejde skal munde i, at borgerne får den kontinuitet, kvalitet og tilgængelighed, de efterspørger.