Patienter med kroniske smerter kan nu få særlig hjælp i Thisted
Foto: Lasse Høj Nielsen / Region Nordjylland
Et nyt smertecenter i Thisted skal gøre det nemmere for patienter med kroniske smerter at komme i behandling uden at køre helt til Aalborg.
Lider man af kroniske smerter, og bor man i Thy eller omegn, er der gode nyheder.
Et nyt hospitalstilbud ser nu lyset på Aalborg Universitetshospital i Thisted. Her åbner der et nyt såkaldt Tværfagligt Smertecenter.
Jeg er rigtig glad på vegne af de patienter, der bor i og omkring Thy og Mors.
Birgith Hasselkvist, afsnitsledende sygeplejerske
Smertecentret tilbyder behandlingsforløb til henviste patienter, som har kroniske smerter. Et tilbud, der indtil nu kun har været tilgængeligt i Aalborg.
- Vi ved, at patienter med kroniske smerter kan have svært ved at klare transporten til og fra behandlingsstedet oveni også at skulle modtage behandling, siger afsnitsledende sygeplejerske på Tværfagligt Smertecenter, Birgith Hasselkvist.
- Jeg er derfor rigtig glad på vegne af de patienter, der bor i og omkring Thy og Mors, at de nu bedre vil kunne tilgå behandlingstilbuddet, uddyber hun.
Birgith Hasselkvist fortæller, at de kroniske smerter kan være alt lige fra lænde- og rygsmerter til øvrige skader efter for eksempel trafikulykker eller arbejdsnedslidning.
Både læger og psykologer
På det nye smertecenter vil der være tilknyttet både psykologer, læger, fysioterapeuter, sygeplejersker og socialrådgivere til at varetage behandlingen.
Den afsnitsledende sygeplejerske forklarer, at netop en bred vifte af faggrupper er nødvendig for at kunne varetage patienternes behov.
Hos patienter med kroniske smerter ser man, at livskvaliteten ofte er svært nedsat, og at smertetilstandene har fået store følger.
Omvendt forklarer den afsnitsledende sygeplejerske også, at psykiske problemer kan sende nervesystemet på konstant overarbejde, hvilket kan resultere i fysiske smerter.
- Behandlingen tager udgangspunkt i en behandlingsmodel med fokus på livskvalitet og smertemestring. Behandlingen gives både i grupper og enkeltvis, og bliver man visiteret til gruppebehandling, så skal man møde frem 8 uger i træk af 2,5 time, siger Birgith Hasselkvist.
Det nye tværfaglige smertecenter forventes at kunne tilbyde et behandlingsforløb til cirka 200 patienter årligt.
For at kunne komme i behandling kræver det en henvisning fra egen læge eller alternativt en sygehuslæge.
Smertecentret har officiel åbningsdag tirsdag den 21. juni.